eneste skønlitterære prosaværk. Hans øvrige prosa, herunder Rejse til Armenien (1923), Tidens støj (1925) og Samtale om Dante (1933), klassificeres som essays. Men igen må man sige, at etiketten er mere bekvem end retvisende. For i Mandelsjtams fortættede ordkunst er grænserne mellem poesi og prosa, fiktion, selvbiografi og refleksion alt andet end tilforladelige.

Hovedpersonen er en yngre, ugift mand ved navn Parnok. En sommerdag i revolutionsåret 1917 følger vi ham hos skrædderen og frisøren, på vaskeriet og tandlægeklinikken. Her bliver han vidne til et masseopbud af mennesker, som er i færd med at lynche en sølle tyveknægt. Parnoks første indskydelse er at gribe ind, men han indser sin magtesløshed og giver op. For så vidt er handlingen såre simpel, men når den sammenvæves med barndomserindringer, drømme og digressioner, bliver helheden svimlende."