Hvad gør det ved børn, når de vokser op med et psykiatrisk blik fra de voksne – og de begynder at se sådan på sig selv? Og hvad stiller man op, når psykiatrisk behandling ikke er til hjælp, men i værste fald skaber nye problemer hen ad vejen? Nicola Nyhave stod i årevis midt i det, hun i dag kalder en diagnosekultur, både som fagperson og mor. I mange år arbejdede hun som psykolog i en børne- og ungeforvaltning, og derhjemme fik tre af familiens børn flere psykiatriske diagnoser. Ligesom mange andre forældre og fagpersoner fandt hun støtte i de forklaringer, som diagnoserne tilbyder og den adgang til behandling, der følger med. Men børnenes møde med psykiatrien blev ikke den hjælp, familien desperat søgte. Og i dag ser Nyhave tilbage på sine tidligere faglige overbevisninger og valg som mor med andre øjne. Det er jo bare sådan, jeg er sammenfletter Nyhaves refleksioner og erindringer, relevant forskning, indlæg fra samfundsdebatterne, børnenes journaler og samtaler med børnene, som i dag er voksne. Samtidig inddrager hun møder og skæbner fra sine mange år som tilknyttet psykolog i daginstitutioner og folkeskoler. Tilsammen danner det en tankevækkende kritik af en tid, hvor flere og flere bliver udredt. Og et ærligt og rørende vidnesbyrd fra et menneskeliv, hvor alt er foranderligt – bortset fra diagnosekoderne i patientjournalen. Nicola Nyhave er selvstændig psykolog, specialist i klinisk børne- og ungepsykologi og har mangeårig erfaring fra PPR. Hun er også mor og bonusmor til fire voksne børn, hvoraf tre fik flere psykiatriske diagnoser i løbet af deres opvækst. Det er jo bare sådan, jeg er er hendes første bog.