Bioteknologierne er sat på skinner, toget er for længst kørt, og vi er med som vrangvillige passagerer. Sådan synes opfattelsen af bioteknologiske landvindinger at være i befolkningen. Lone Franks debatbog Det nye liv nuancerer denne debat og giver nogle drøje hug til fremskridtsskræmte mennesker, både til den almindelige dansker og i særdeleshed til de ansvarlige politikere i Folketinget, som har deponeret en stor del af deres ansvar i Det Etiske Råd. I de seneste årtier er snakken om etik vokset så eksplosivt, at det næsten overdøver snakken om, hvad teknologierne egentlig kan bruges til. Etikken er blevet et værn mod det onde og en erstatning for den religion, vi har mistet og som indeholdt de absolutter og regler, vi nu famler efter en ny udgave af. Etikerne - som ofte er helt selvbestaltede - er blevet et nyt præsteskab, som udlægger teksten og definerer godt og ondt. Det Etiske Råd er et godt eksempel - de er ikke eksperter, men en flok tilfældige debattører, der udpeges politisk. Hvilken adkomst har de egentlig til at udstikke linjer for os andre? Mange føler, at den nye biologi er en vidtåben Pandoras Æske. Vi er bange for fremmede gener i maden og genmodificerede planter uden kontrol. Men det er kun overfladen. Når vi frygter den nye biologi, er det i virkeligheden, fordi den udgør vor tids største kulturelle udfordring. Når mennesket kan lave sine egne konstruktioner med livets byggesten kæntrer vores traditionelle verdensbillede og giver plads for en ny opfattelse af naturen og organismen som dynamiske.