Kertész, f. 1929 i Budapest, blev i 1944 deporteret til Auschwitz og senere til Buchenwald. Under kommunismen ernærede han sig som journalist eller arbejdede på fabrik, skrev letbenede lystspil og oversatte bl.a. Nietzsche og Wittgenstein. Debuterede som forfatter i 1975 med romanen De skæbneløse. Modtog i 2002 Nobelprisen i litteratur.

Dossier K. er en hæsblæsende rundtur i Kertész´ liv og forfatterskab. Hans jødiske baggrund og problemer med at overleve under kommunismen. Hans kærlighedsforhold og sammenhængen mellem hans eget liv og hans romanpersoners skæbne. Man befinder sig midt i et ironisk maskespil og spørger sig selv: Hvad er fiktion og hvad er virkelighed?

Kertész skriver: »Alt taget i betragtning står jeg ellers helt og aldeles på munterhedens side. Det er min fejl hvis jeg ikke vækker den slags følelser hos andre. Men jeg har ganske tidligt tilkæmpet mig min åndelige frihed, og fra det øjeblik jeg havde besluttet mig til at skrive, kunne jeg betragte alle mine problemer som råstof til min kunst. Og selv om dette råstof tilsyneladende er nok så dystert, forløser formen det og forvandler det til glæde. Skrive kan man nemlig kun ud fra et overskud af energi, altså glæde; det at skrive er - og det er ikke mig, der har fundet på det - intensiveret væren.«

»Kertész stiller ikke spørgsmålet ´Hvordan blev jeg den jeg er?´ men ´Hvordan kan jeg være den jeg blev gjort til?´ En bog der udspringer af en sådan undren, kan selvfølgelig kun være en lykkekatastrofe. Det vil sige: en elegi over skæbneløsheden. På knivsæggen mellem fakta og fiktion, jeg og modjeg, genopfinder Dossier K.selvbiografien som roman. Og dermed verden. I al sin udholdelige fremmedhed.«
- Aris Fioretos, Dagens Nyheter

»En forfatters såkaldte ´selvbiografi´ kan vække forventninger hos læseren om at få tilkastet en luns ´virkelighed´, der kan være vejen til forståelse af det litterære værk. Kertész´ selvbiografi viser os det modsatte: litteraturen som en uomgængelig vej til forståelse af virkeligheden.«
- Lilian Munk Rösing, Information