og selskabsløve forsvinder i den malaysiske jungle med alle sine hemmeligheder; en ung kvinde lider en grusom sultedød i en slotsruin med udsigt over Rhinen; Edgar Allan Poe rammes af delirium i Baltimore; en sælger med moderbindinger dør som vagabond i New Yorks kloakker; og et hermafroditisk og incestuøst tvillingepar myrdes på flugt fra Paris.

Det eksemplariske er på en og samme tid noget forbilledligt og det, der kan tjene som et karakteristisk eksempel. Forstået på sidstnævnte vis er det så som så med det eksemplariske ved bortgangene, der er højst atypiske, men forstår man det eksemplariske som noget forbilledligt, er det en anden sag: Der er ikke noget nobelt ved bortgangene, der er resultatet af tilfældighedernes spil. Men dødsøjeblikket forlener i novellerne livet med tyngde, med det ekstraordinære.

Wittkops blik er kynisk og klinisk, og verdensordenen altid amoralsk: “Øjet, der betragter Kain, er den rene fiktion”, men til gengæld er der æstetisk nydelse at hente i novellernes sanselige orgier, hvis kølige elegance viser inspiration fra forfattere som Marquis de Sade, Edgar Allan Poe, E.T.A. Hoffmann og Charles Baudelaire.

Gabrielle Wittkop (1920-2002), fransk forfatter, journalist, oversætter og tegner. I sin faders private bibliotek læste hun som 13-årig Marquis de Sade og blev, som hun selv sagde, "et barn af Oplysnings­tiden". Sammen med E.T.A. ­Hoffmann og Edgar Allan Poe er Sade en tydelig inspiration for et forfatterskab, der er lige så amoralsk, som det er skønheds­søgende. Under anden ­verdenskrig indgik Gabrielle, der efter eget udsagn var biseksuel, misogyn og børne­hader, ægte­skab – en såkaldt "intellektuel alliance" – med den ­homoseksuelle tysker Justus Wittkop for at redde ham fra nazisterne. Begge begik med års mellemrum selvmord for at undgå uhelbredelig sygdom; hun med beskeden: "Jeg ­ønsker at dø, som jeg har levet: som en fri mand".