“Flygtningecentrene, særligt det på Samsø, åbnede på ny de lukkede rum” skriver Lilas Hatahet og opsummerer på en måde præmissen for hele bogen: den kan både læses som en række vidnesbyrd fra et øjeblik i historien og som mere overordnede refleksioner over, hvad det vil sige at opholde sig i et ingenmandsland, et rum, hvor både her og der udviskes. Mustafa Al Jaradi, Hazem Saimouah og Naguib Mazloum giver detaljerede beskrivelser af flugten over Middelhavet mod fjerne, sikre kyster, mens Rahim Hesawi, Rima Bali og Odai Al Zoubi skildrer mødet med de europæiske asylsystemer. Forholdet mellem Aleppo og Ålborg belyses i Nader Alkasems minimale poesi, mens Zaher Omareen, der tidligere er udgivet på dansk under pseudonymet Aram Tahhan, åbner bogen med et tilbageblik på barndomsbyen Hama i Syrien, den by, hvor Assad regimet i 1982 slog hårdhændet ned og massakrerede tusindvis af oprørere. Historien om hvordan knogler bliver gravet op af børnene i hemmelighed på de øde tomter, der før var boligkvarterer, fortæller hvordan byen, og hele Syrien, hviler på en fælles undertrykt tavshed, der udfordres af barndommens leg og riter. Historien rummer kimen til en forståelse af det syriske voldsapparat, der i generationer har holdt befolkningen fast i et jerngreb og siden 2011 har tvunget millioner på flugt. I Ahmad Bashas Tilbage til Aleppo sidder en gruppe mænd og fortæller historier fra det Aleppo, der gradvist opløses i krig, indtil gruppen også selv opløses og skilles ved en korsvej i Makedonien, hvor hver mand går mod hver sin destination med hver sin historie.