er han forelsket i det danske og ønsker at blive accepteret. Den megen hån, han tidligere er blevet mødt med, og hans nærtagenhed i den anledning, betyder, at han dels reagerer uhensigtsmæssigt voldsomt på den spot, han stadig kan møde, og også ofte ser forhånelser, hvor der ingen er, eller har svært ved at lade andres velvilje tælle for velvilje og ikke nedladenhed. Romanen er allerstærkest i skildringerne af dette psykologiske kompleks, hvor den knivskarpt holder balancen mellem samfundskritik og psykologisk karakteristik. Disse vanskeligheder lader sig i sidste ende overvinde af Bendixens talentfuldhed, af hans egen gradvise frigørelse fra de jødiske miljøer og af hans møde med mere fordomsfri venner i studentermiljøerne. Men da raceforskellene i sidste ende betyder, at han mister sin forlovede, den kristne Thora, hvis navn patetisk-ironisk er identisk med den jødiske helligskrift, brister det for ham, og han vender sig i formørket had bort fra det kristne samfund og overtager den mest foragtede jøderolle, samfundet overhovedet kan tilbyde ham: ågerkarlens. Han, der hele tiden har kæmpet imod at blive låst fast i kulturens vrængbillede af en jøde, ender som selvsamme vrængbillede. (Dansk Litteraturs Historie)