af en snæver kreds, er han med sin konceptuelle og eksperimenterende praksis en af de helt centrale skikkelser i dansk kunsthistorie. Hos Mertz optræder kunsten som en særlig udtryksform, der på sin helt egen måde forsøger at besvare spørgsmålet om, hvad der er kunst, og hvad der er virkelighed. Læseren bliver præsenteret for et bredt udsnit af kunstnerens virke. Fra hans tidlige malerier og arbejdet med eksperimentalfilm i 1940’erne og 50’erne, over hans engagement i Linien II, hans selvvalgte eksil i Frankrig 1963-76, hvor han udvikler den karakteristiske rød+blå proposition, og frem til hans professorat på Kunstakademiet fra 1979-90. Monografien har et særligt blik for Mertz’ nybrydende installatoriske udstillingspraksis, der knytter an til nyere performativitetsteori, ligesom den stiller skarpt på de mange internationale forbindelser, der prægede hans virke.