sidder barnet mellem sine forældre i den hjemlige kirke med de kendte julesalmer i ørerne, omgivet af lugten af tøj og vokslys og bliver overfaldet af trætheden. Ligesom nogle sygdomme kaldes ondartede er denne træthed en grim lidelse som forvrænger omgivelserne. Salmesangen bliver uigenkendelig og prædikenen forvandles til et fremmed ritual. Den overvældende træthed afføder en skyldfølelse i barnet over at svigte fællesskabet, en pludselig skamfølelse over trætheden. Og siden hen i studietiden trætheden over professorer og docenter som mangler sjæl, som om de er udstoppet med savsmuld. Og på det lejede værelse i byens udkant, alenetrætheden. Og så den træthed der kunne følge af samværet med en kvinde, parforholdstrætheden, den var nærmest skræmmende. Den ramte ikke bare manden, men også kvinden, som et omslag i vejret.