Uddrag af bogen

 25 år er en menneskealder. Et sekund. En evighed. Det var i går. Ellen slap krigen og kørte mod Eckernförde, Schleswig, Flensburg, tankede op lige før grænsen ved Kruså. Hun havde hørt, at benzin var dyrt i Danmark. Danmark eller Dänemark, som hun nu kaldte sit tidligere fædreland. Hun havde lige nu fortrudt tilbageblikket. Hvorfor ribbe op i krigen? Det var de forbandede breve mellem Johan og Franz, der havde antændt en gammel, ulmende vrede. Hun ønskede forklaring, og hun ville genforenes med sin søster Karen og sin mor, inden det var for sent. Hun havde de sidste par uger erkendt, at hun altid havde ønsket det, selvom de aldrig havde besvaret hendes breve efter krigen. Nu kunne hun gøre, hvad hun ville. Alt var fra hånden på allerbedste vis. Tilbage rungede en tomhed og et savn efter hendes danske ophav og alt, hvad der hørte med. Fortiet for børnene Ludvig, Victor og Rebecca. Men mest af alt havde hun fortiet fortiden for sig selv.