Titlen Gudehoved må ikke få nogen til at tro, at Jóanes Nielsen er gået i kloster. Digtene i Gudehoved er - som altid hos Jóanes Nielsen - spundet af hverdagens tilskikkelser, som han ophøjer til at have en særlig betydning. Det er digte om havet og månen, de levende og de døde, slægten og de smuldrende venskaber, den aldrende krop og barndommens stadig mere lysende sprog. Jóanes Nielsen er en af de digtere, der kan fremtrylle det væsentlige ud af det mest ubetydelige og samtidig skrive stærkt lyrisk om den verden, der er i uorden. 

“[Gudehoved] har været en fryd at læse. Jóanes Nielsen har skrevet et tankevækkende værk, som jeg mener er alle tænkende individer, stort og småt, forundt at læse. Det er absolut ikke det sidste, jeg har læst af den færøske forfatter.” – Jacob Eskildsen på Modspor.dk 

 “Nielsen er ironiserende og har sans for det absurde. Bogen er herligt fyldt med eksempler på Nielsens fabulerende, fortællende stil, hvor der altid er mere på færde. (…) Nielsen får det mest ubetydelige til at funkle lyrisk.” – Dansk BiblioteksCenter