med sig. hvad skal vi med al den skønhed? er således også et digt om: Hvordan det mon er at være de andre mennesker i parken. En vens selvmord den forgangne sommer. Søvn og sjæl. Krager og regndråber. Efteråret er forfald, mens tiden og genkomsterne arbejder hårdt og uafvendeligt under det hele. I digtet findes både en længsel efter sammenhængskraft og samtidig en fryd ved at gå med opløsningen.

Rasmus Nikolajsen modtog Kritikerprisen 2016 for sin forrige digtsamling Tilbage til unaturen.

Pressen skriver:

»Rasmus Nikolajsen er hurtigt, men sikkert som et dalende efterårsblad blevet vores blidest og billedskønnest grasserende naturlyriker…«
– Weekendavisen

»Poetisk og skøn som bare f…… - helt ud på Kasper Vangs himmel-møder-hav-omslag… en sand digter. Han har alle sprogets farver med sig, samt sans for dets rytme ikke mindst.«
 – Information

»Nikolajsens nye digt er godt, fordi det bruger løs af de metaforer, det selv tvivler på. Fordi det er spændt af skønhed og alligevel spørger, hvad skal vi med al den skønhed?«
 – ***** Politiken

»Et skønt tindrende, vemodigt og klassisk-flabet efterårslangdigt. Som Nikolajsens forrige stærke - og kritikerprisbelønnede - digtsamling "Tilbage til unaturen", er der tale om tekster, der nærmest er overlegent smukke i deres stilfærdige, men stærke musikalitet.«
– ***** Jyllands-Posten

»I et billedrigt sprog viser Rasmus Nikolajsen læseren, hvor ondt det kan gøre at være til, men også hvor vigtigt det er at kunne italesætte sorgen for derved at forstå skønheden.«
 – Atlas Magasin

»Sproglig mildhed og eftertænksomhed.«
 – Kulturmagasinet Fine Spind

»Et af Nikolajsens absolutte mesterstykker.«
 – Littuna.nu

»Efterårsdigtet sætter nye standarder for nulevende og kommende forfattere.«
– Morsø Folkeblad