betragtede sig som frontkæmper for det moderne, er Inferno præget af introspektiv fordybelse og religiøs søgen.

I første halvdel af 1890'erne gennemlevede August Strindberg nogle svære år hvor han befandt sig i en dyb sjælelig krise og overvejede helt "at vende poesien ryggen". Han kastede sig ud i naturvidenskabelige studier og eksperimenter og skrev en række afhandlinger hvor han behandlede emner fra kemiens, astronomiens og botanikkens verden. Med en næsten desperat iver prøvede han videnskabeligt at sandsynliggøre at naturen er et sammenhængende hele.

Inferno er beretningen om disse år "i helvede" og blev skrevet på grundlag af de dagbogsoptegnelser Strindberg førte i en treårig periode fra 1894. Skuepladsen er Paris. Han har forladt kone og barn med en følelse af at have brændt alle broer, samtidig med at han føler lede ved bohemelivet. Hvor han tidligere betragtede sig som frontkæmper for det moderne, er Inferno præget af introspektiv fordybelse og religiøs søgen. Som Georg Brandes skriver i sin selvbiografi efter at Strindberg har besøgt ham og fortalt om de nye litterære vinde på kontinentet: "Vi lever i Occultismens Tidsalder, og det er Occultisterne, der nu behersker Litteraturen. Alt andet er forældret."

Da forløsningen imidlertid udebliver for Strindberg og angsten og selvopløsningen truer med at tage overhånd, flygter han fra Paris. Opholdet hos svigerfamilien i en lille tysk by ved Donau giver ham blot øjeblikke af lindring. Datteren er han uendeligt kær i, men det religiøse grubleri holder sin klo i ham. Han spørger sig selv om ikke også hun er dømt til voksenlivets forfængelighed, tilværelsens intethed? Under dette ophold læser han for første gang Swedenborg - og bliver ramt af hans esoteriske lære om at vore handlinger i tidligere liv kastes i hovedet på os i det nuværende. Tilbage i Sverige fornyer han bekendtskabet med Swedenborg, men alligevel fremstår det som om han ikke endegyldigt kan "være" i denne lære, han bruger det han kan bruge og lader resten stå. En forbitret vrede mod guderne gnistrer dog nu og da op, som om han i sit inderste ikke kan godtage denne menneskelige vanskæbne.

Inferno er beretningen om en mand i sjælelig nød, og mange betragtede bogen som en gal mands værk. I Göteborgs Handels- och Sjöfartstidning blev Inferno betegnet som et "sygdomsfænomen", mens kritikeren Edvard Alkman i Dagens Nyheter skrev at historien viser en sådan overlegenhed i udtrykket at det ville være vanvittigt at tale om galskab. "Intelligensen er her ikke udslukt, så langt fra - den er et lys, som brænder med en klar flamme." Strindbergs forfængelige håb om at bogen ville skabe så stærke reaktioner at han blev stillet for retten, blev dog en fuser og i Frankrig vakte bogen ingen større opmærksomhed ud over en snæver kreds.

Galskab eller ikke galskab, uomtvisteligt er det at Inferno vidner om en god portion forfølgelsesvanvid. Og da Strindberg senere ser tilbage på Inferno-tiden, skriver han at han var udsat for den ældgamle religiøse erfaring som Swedenborg kalder "ødelæggelse". Visse mennesker gribes af en usalighedsfølelse, skriver han. Deres dårlige samvittighed opdigter onde mennesker som forfølger dem, og som de tror er årsag til deres ulykke. Men i virkeligheden er usalighedsfølelsen en gave fra Gud, en prøvelse, som kan føre til frelse.

Som en beretning om et menneske i stor nød er Inferno et mesterværk, og sammen med Hamsuns Sult et af de vigtigste litterære skrifter fra 1890'erne.

5 ***** Børsen

Læs mere: www.batzer.dk