Intet sikkert abnormtNovelleraf Klaus Rifbjerg

En strøm strammer sig an

Anmelderen af Klaus Rifbjergs såkaldte novellesamling er 'ukritisk fuldstændig solgt!' Det er et bidrag til lyddigt-genren, der er originalt og regelret, og som rummer masser af forfatterens egenord. Yngre lyddigtere kan slet ikke være med her. Der er sublime og mindre sublime tekster, men selv i de mindre sublime, dem med de genkendelige ord, 'maler Rifbjergmælet magtfuldt sin mumlen'. [Kort referat]

Store Klaus' sproglege

'Sproget flyder lindt og musisk velsmurt over siderne' i denne 'samling af 18 små eller endnu mindre noveller fra store Klaus.' Handling er der ikke meget af, men masser af 'smukt og velmoduleret ordlir, så det er en lyst.' Det er som (næsten) altid godt gået af en dansk litterær dinosaur.' [Kort referat]

Det korte af det lange

Når Klaus Rifbjerg er bedst, er han brillant, og det er han adskillige steder i denne hans 14. novellesamling ud af 150 bøger. Mindst interessant er han, når han lader 'sproget løbe af med sig' som han eksempelvis gør i novellen 'Karelien med slag i', som er én lang sætning på toenhalv bogside, eller i bogens tre korte tekster af ufordøjede ordklumper hvoraf den første begynder således: 'unk flis murf tank tank goni vufferstål.' I denne ombæring er han langt stærkere i de meste traditionelle noveller, ikke mindst i den erindringslignende 'En badetur' om en dreng, der for første gang ser sin (nøgne) tante som andet end en tante. [Kort referat]

Anarkisten og bedsteborgeren

Det er respektindgydende, at Klaus Rifbjerg kan blive ved med at befinde sig i pendulfart mellem det anarkistiske og det bedsteborgerlige. Men det er netop de indre modsætninger, uroen, der nærer hans tekster. Han er simpelthen stærkest, 'når teksterne vakler og er ved at falde sammen.' Det og så hans aldrig svigtende omsorg for sine roman- og novellekarakterer. [Kort referat]

Det pirrende mellem linjerne

Klaus Rifbjerg har en formidabel evne til 'at sætte sprog på selv de mest flygtige stemninger og følelser. Ordløsheden får ord' i hans romaner og i disse 18 noveller, som med et lægefagligt udtryk kredser om 'situationer, hvor man ikke umiddelbart kan påvise nogen unormalitet.' Men der er selvfølgelig hele tiden noget på spil, og som læser pirres man til 'at søge ind i teksterne, ind mellem ordene og linjerne til det usigelige, der ikke desto mindre kræver at blive sagt.' [Kort referat]

Gnistrende novellekunst

Klaus Rifbjerg leverer 'svimlende god novellekunst' i disse gnistrende fortællinger fra alderdommens land, hvor kroppen nok er ved at give efter, men hjernen endnu er knivskarp og følelserne stadig river og rusker bag pandebrasken. Det sproglige overskud er umiskendeligt – den gamle mester, der har rundet de 80, er stadig 'en stor fortæller.' [Kort referat]

Rif i det indre livs krinkelkroge

Titlen på Klaus Rifbjergs nye novellesamling stammer fra lægens journal og henviser til, at patienten ikke umiddelbart fejler noget, men derfor kan der selvfølgelig godt gemme sig noget abnormt under overfladen. Og det gør der som regel i Rifbjergs noveller, hvor stort set al spænding og handling foregår på de indre linjer. Her, 'i sindets krinkelkroge,' er forfatteren suverænt på hjemmebane og beskriver med 'sit sædvanlige sproglige overskud' en række psykiske forløb eller tilstande hos hverdagsmennesker. [Kort referat]