Men først og fremmest beretter hovedpersonen, den gamle klovn, om sin rolle i krigs- og fredstid, om poesi og kærlighed i stanken fra djævlegryden, om masker og mirakler, om narrens latter og gråd og om et kringlet og farligt dobbeltspil.
 
På plejehjemmet generes han imidlertid midt i sin skriveproces af en anden beboer, Thomsen, som tilsyneladende ved meget mere om Albert Palopoli, end denne bryder sig om. Det gælder især Thomsens kendskab til hans komplekse forhold til en konkurrerende klovn, John Abigael.
                            
Den skrivende ser sig nødsaget til at bryde alle regler for enhver anstændighed i sin efterforskning af Thomsens baggrund, der tvinger en dybere selverkendelse frem hos ham og til dels ændrer kursen i hans historie, den nærværende roman.