Kritik af den rene fornuftaf Immanuel Kant

´Filosofien referer alt til visdom - med ad den videnskabelige vej. Når først denne vej er banet, er den den eneste, der aldrig vokser til igen og som ikke vil føre os ud i vildfarelser. ´Sådan lyder det mod slutningen i Kritik af den rene fornuft (1781) som Immanuel Kant anså for at være den definitive oprydning i erkendelsens, videnskabens og tænkningens udvikling.
Herefter var det blot at undersøge, erkende og slutte sig til indsigter, der lidt efter lidt ville etablere det sande, det gode og det skønne blandt menneskenes børn - de sidste to (og ganske normative) sfærer fik efterfølgende læst lektien i Kritik af den praktiske fornuft og Kritik af dømmekraften.