omkring 1970. I pressen og ved offentlige møder bliver hun en markant stemme i debatter om kvinders rettigheder, nedværdigende kvindeidealer og forkæmper for en ny kvinderolle.

Suzanne Giese tegner et tidsbillede af en farverig og blomstrende hippietid og debatkultur i København i slut-60erne og 70erne med kollektiver, basisgrupper, musik- og filmmiljø, og de første diskussioner om EF og fællesmarkedet. Selvom mange mistede sig selv i kampen og levede efter paroler, gør hun op med myten om, at det var en fl ok snerpede, skingre,
mandefjendske matroner, der var frontkæmpere for kvinders ligestilling i 70erne og frem.

Suzanne Gieses erindringer fra dengang kvinder blev frie er et ærligt og utilsløret selvportræt af en kvinde, der formes af oprør mod det traditionelle kønsrollemønster og af kærligheden til mændene, til mødrene, til børnene og til lidenskaben i livet.