Uddrag af bogen

 Leonardo åbnede hænderne som den, der netop havde sagt noget simpelt og indlysende.  ”Dyrene lyver ikke. Menneskene gør det. Det er den virkelige magt, som ligger i vores ord. Og det er det, som i virkeligheden adskiller os fra dyrene. Vi kan lyve, eller rettere sagt: Vi kan fortælle om ting, der ikke eksisterer. Fortæller vi om ting, som ikke eksisterer, kan vi beskrive en hund med otte ben eller en mand med to hoveder, men for at gøre det er det ikke nødvendigt, at vi har set det, eller at vi ved, de eksisterer.” Leonardo fortsatte, mens han løftede en finger, og broder Gioachino stirrede på ham, som om kunstneren foreslog ham at male en kristusfigur med lårkort nederdel. ”En stor filosof, Nicolaus Cusanus, sagde, at den evne får mennesket til at ligne Gud: evnen til at forestille sig ting, som ikke tidligere eksisterede, og at give de ting en betydning. Ethvert menneske kan, inde i sit eget hoved, give form til objekter, som ikke eksisterer, og overbevise andre om, at de er virkelige. Tænk på drager og enhjørninger.” Mens Leonardo talte, havde broder Gioachino rejst sig op med et ansigt, der var endnu grimmere end det, han bar til hverdag. ”De siger altså, Leonardo, at det er Vorherre, som har givet os evnen til at lyve? At den største gave fra den almægtige er løgnen? Dette, messer Leonardo, er kætteri. De må trække Deres påstande tilbage.”