Umberto Eco en autoritativ, sprænglærd, men alligevel uhøjtidelig revurdering af middelalderens æstetiske univers. Idet han sammenstiller teologi og naturvidenskab, poesi og mystik, undersøger Eco den sammenhæng, der var mellem middelalderkulturens æstetiske teorier og den kunstneriske erfaring og praksis - i perioden fra 500-tallet til det 15. århundrede. Ecos udgangspunkt er den bredest mulige opfattelse af begrebet æstetisk teori, som han forstår som enhver filosofisk diskurs, der systematisk beskæftiger sig med skønheden, kunsten og de vilkår, hvorunder kunstværker bliver til.