alle gode og velformulerede litterater med noget på hjertet, nåede doktor Brandes da også, endnu engang, at rejse en "storm af forbitrelse og protest", som det hedder i bagsidenoterne til "Sagnet om Jesus" i dens 1988 e.v. udgave. Desværre stod fronterne allerede så fastgroede, at der kan stilles spørgsmålstegn ved, hvor mange mennesker der egentlig skiftede standpunkt, blev klogere og mere i balance med virkelighedens realiteter. Tordenskjolds Soldater, brandesianerne, fritænkerne kunne vel intet andet end forholde sig enige af hjertet, mens de kristelige, grundtvigianerne, indre missionsfolk og det store brede folk, blot så den dæmoniske Brandes spille et sidste folkeforførende es på bordet, et es som man imødegik på den for kristelige så typiske måde, med en blanding af højtråbende, altoverdøvende personlige beskyldninger, religiøs, etnisk diskriminering, afvisende foragt og doms- og fortabelsestrusler med logikfølge fra den kristelige dogmatik. Dog, hvordan man end vender og drejer sagen, Brandes havde ramt og det så hårdt, at kristendommen havde fået et, om end langsomt, livsdrænende banesår. Nedenfor skal doktor Brandes' bog gennemgås i nogen detalje, således at en overvejende del af hans argumenter bliver genfremstillet, oftest med citat fra hans egne ord. Ideen heri prøver ikke at erstatte læserens læsning af dette hovedværk i dansk religiøs tænkning, men at fremstille de væsentligste pointer, som ikke virker enestående for Brandes, men som hos ham har fundet et enestående udtryk, klart formuleret og med den for ham så velkendte tekstnære indsigt og redelighed. Brandes hovedmetode: at finde langt tidligere belæg for at Jesus-figurens legender og udsagn stort set alle kan genfindes, i igen stort set enslydende versioner, i oldtidskulturen længe inden Jesus-skikkelsens postulerede liv. Dertil anfører han en række historiske kendsgerninger, som evangeliernes forfattere ikke har kendt til og taget højde for, og han kan derfor allerede p. 19 af sin bog skrive: - Per Åstrup Olsen