Sig alt er godt moraf Ida Tønnesen

– Jeg vil ikke, mor, siger jeg, ryster på hovedet. Det går
ikke, det er nok bare mig, der er blevet lidt skør i et kort øjeblik,
jeg skal bare tage mig sammen, hvis vi nu går ud og spiser brunch
sammen, så skal alt nok blive godt, mor, jeg elsker brunch, så bliver
det fint igen, jeg tager mig sammen nu, undskyld mor, undskyld jeg har
været til besvær, jeg ved ikke, hvad der skete, det er nok bare mig, der
misforstår nogle signaler i mig, jeg er nok bare sulten, nogle
pandekager vil hjælpe.

Mor tysser på mig. Lægen og sygeplejersken ser skiftevis på mig, min mor og hinanden.

– Pandekager? siger lægen.

Liv er flyttet til København og starter på en teaterskole for at
udfordre sig selv. Men indeni Liv er alt kaos, og til sidst knækker
filmen. Hun indlægges på psykiatrisk afdeling på Rigshospitalet til
trods for en umiddelbar modstand. Her bliver hendes fordomme om psykisk
sygdom konfronteret, og Liv møder nogle mennesker, hun ellers aldrig
ville have opsøgt. Livet på hospitalet er svært, og hjælper det
overhovedet?

Ida Tønnesen f. 1996