udøver en uimodståelig tiltrækningskraft på den radikale taber, for det giver ham mulighed for at udleve sine storhedsfantasier såvel som sit selvhad. Fejhed er i øvrigt det eneste, man ikke kan anklage ham for. Det mod, der udmærker ham, er fortvivlelsens mod. Hans triumf består i, at man hverken kan bekæmpe eller straffe ham, det sørger han selv for. At han ikke bare udsletter andre, men også sig selv, er hans endegyldige tilfredsstillelse, et ønske, som al-Qaedas tilståelsesvideo efter anslagene i Madrid i marts 2004 udtrykker i al tydelighed: ”I elsker livet, vi elsker døden, og derfor vil vi sejre.””