for Institut for Socialforskning i Frankfurt 1964. Det er her, vi præsenteres for videnskabernes tre ledende erkendelsesinteresser, hvoraf den tredje manifesterer det frigørende potentiale - et ´løft´ og ´must´ for studenteroprøret, ideologikritikken og for den kritiske teori (Frankfurterskolen), som Habermas dengang var den unge arvtager af. Dertil følger - især - afhandlingen Arbejde og interaktion, der nærlæser Hegels Jena-forelæsninger, der gik forud for Åndens fænomenologi: her støbes og afklares en del af Habermas´ eget tankegods. Det gælder også læsningen og ´infighten´ med Herbert Marcuse i afhandlingen Teknik og videnskab som ´ideologi´, der med sin kritiske kraft står klar til at gå i kødet på vor egen tid og dens (kapitalistisk-liberalistisk-positivistiske) forblændelser. I tilgift et par mindre artikler i samme temakreds, og så den afsluttende tiltrædelsesforelæsning, der er og bliver en milepæl i Habermas´ ellers omfattende - og omfattende vedkommende - forfatterskab.