Unge sjæleSerie for grotesker #7af Sigurd Mathiesen

Da novellesamlingen Unge sjæle udkom som Sigurd Mathiesens debut i 1903, blev forfatteren enstemmigt hyldet i hjemlandet Norge. Men kort efter var han stort set glemt, og resten af livet måtte han slås med fattigdom, alkoholisme og almindelig miskendthed.

Selvom den forsvandt ud i glemslen straks efter udgivelsen, har Unge sjæle en særlig plads i nordisk litteraturhistorie som værket, der indvarslede modernismen i norsk litteratur. Bogen peger bagud mod skrækromantikere som Edgar Allan Poe og E.T.A. Hoffmann, men repræsenterer samtidig en vanartet og skævvreden tidlig modernisme a la Knut Hamsun og August Strindberg, ligesom novellesamlingen peger frem mod ekspressionismen, med en hakkende, hård syntaks og voldsomme stilistiske effekter.

Helt moderne er også de tydelige homoerotiske undertoner, der går igen som et ledemotiv i novellerne. Måske er det denne udspændthed mellem det førmoderne og det moderne, som forhindrede Mathiesen i at få et gennembrud, men som får ham til at virke aktuel i dag, sammenlignet med mange af hans samtidige.     

Bogens syv noveller bevæger sig langt ind i sindets grænsetilstande: dødsangst og dødslængsel, febrilsk uro og mordlyst væver sig ind og ud af hinanden. I sit efterord kalder Dag Heede novellerne for ”besynderlige smittebærere af ek­sistenshad og radikal misantropi. De er depraverede, ondartede, uhyggeligt lakoniske beskeder om men­neskelig ondskab og gru”. Som hos den samtidige landsmand Edvard Munch er den virkelighed, vi møder hos Mathiesen, altid fremmedartet og urovækkende angstfuld.

Sigurd Mathiesen (1871-1958), norsk forfatter opvokset i en velhavende købmandsfamilie i Larvik. Allerede fra sin tidlige ungdom ønskede Mathiesen at blive forfatter, og han fik ligesom den samtidige Knut Hamsun udgivet sin debut efter et udlandsophold i USA. Debuten, Unge sjæle fra 1903, sitrer af overspændte nerver og vanvidstilstande; en original og forkrøblet misvækst i samtidens sunde litterære flora.