Aristoteles (384-322 f.Kr.) er en af den europæiske tænknings allerstørste, og hans hovedværk Metafysikken hører til blandt de mest betydningsfulde værker i filosofihistorien. Metafysikken handler om det værende qua værende eller de mest almene træk ved virkelighedens struktur. Aristoteles’ læremester, Platon, talte i den forbindelse om en giganternes kamp angående det værende, der stod mellem materialister på den ene side og tilhængere af formerne på den anden side.

Aristoteles forblev grundlæggende tro mod den platoniske tanke, at formerne er nødvendige for at opnå erkendelse, men han formulerede samtidig en kras kritik af de platoniske former, idéerne. Det er denne kritik, som munder ud i Aristoteles’ eget særegne bidrag til spørgsmålet om det værende, substansbegrebet.

I denne introduktion gennemgås de forskellige grundbegreber og distinktioner i Aristoteles’ udarbejdelse af substansbegrebet. Det drejer sig om form og stof, virkelighed og mulighed, aktivitet og kapacitet, sandhed og falskhed osv. samt begrebet om visdom, som kulminerer i teologien og forestillingen om det højeste Gode. Alle disse begreber forsøges afvejet i forhold til en mere praksisnær virkelighed. På den måde bliver Metafysikken også et indlæg i den græske samtids kulturkamp mellem filosoffer, sofister og digtere angående sandheden.

Undervejs inddrages desuden en række af de nyere tænkere, som har været influeret af samtalen mellem Platon og Aristoteles, herunder Søren Kierkegaard, Martin Heidegger og Ludwig Wittgenstein.