”Min udødelige (sjæl)!” skriver den østrigske digterinde Friedericke Mayröcker som 94-årig i sin sidste bog, med udråbstegn, en besværgelse, et skrig, hun besværger livet til sidste øjes blik; og i sin skrift, sine sitrende sætninger, er hun uden alder, spillevende, som et føl, der en forårsmorgen for første gang kommer på græs. Hun springer ud i sproget, boltrer sig i det, lader det knopskyde og indgå de forunderligste nye forbindelser.