tidsalder afsøger jegfortælleren forskellige muligheder for at vende ryggen til de andres evigt tilstedeværende blikke. Bogen rummer essayistiske passager, inspireret af W. G. Sebald, hvor fortælleren f.eks. reflekterer over maleren Vilhelm Hammershøis bortvendte kvindefigu­rer og over, hvordan begrebet om privatliv blev forandret, da det blev almindeligt at bo i lejlighed. I løbet af romanen stikker fortælleren af fra sin kæreste og rejser til Island, hvor han bevæger sig længere og længere ud i den vilde natur, væk fra de besværlige menneskelige fællesskaber. Bogens spor og moti­ver fletter sig elegant ind og ud af hinanden, og tilsammen udgør de en smuk og melan­kolsk skildring af et introvert menneskes kamp med det grundvilkår, at vi altid er forankret i en socialitet, at det er umuligt at være helt alene.