Gentagelsenaf Søren Kierkegaard

Romanen Gjentagelsen. Et Forsøg i den experimenterende Psychologi udkom den samme dag som Frygt og Bæven og nærmer sig det samme problem fra et lidt andet udgangspunkt. Hvad gentagelsesbegrebet mere præcist går ud på, er det imidlertid svært at få hold på i romanen, for den er ifølge forfatterpseudonymet Constantin Constantius skrevet sådan, at kætterne ikke kan forstå den. Romanen vrimler med mere eller mindre parodiske forestillinger og fortællinger om gentagelsen, så det er svært at se, hvad der bliver sagt i spøg, og hvad der er alvor. Der er dog formentlig et holdepunkt i romanens bærende modstilling mellem erindring og gentagelse – to ord, der her ikke skal forstås i gængs forstand, men snarere mere generelt som to strategier, som man kan bruge til at modarbejde meningsløshedens smilende ansigt: „Naar man ikke har Erindringens eller Gjentagelsens Kategori, saa opløser hele Livet sig i en tom og indholdsløs Larmen.“
Begrebet erindring har her meget lidt at gøre med at huske sit tidligere liv; det handler snarere om at konstruere en totaloverskuelse ved at føre sit konkrete liv tilbage til et bagvedliggende værdigrundlag. At erindre vil i denne sammenhæng sige at give verden mening ved at få den til at passe til en forudgiven, stabil målestok. Ifølge Kierkegaard er denne måde at skabe mening på blevet et problem i den moderne verden, hvor man må klare sig uden faste værdimålestokke. Nietzsche talte om, at Gud er død; Kierkegaard bruger i stedet et teologisk begreb og taler om, at den eksisterendes konkrete liv er blevet syndigt, og det vil sige adsplittet, uigennemsigtigt og meningsløst.
Gentagelsen må forstås som et forsøg på at skabe mening på de vanskelige betingelser efter syndefaldet. Den tager udgangspunkt i et stykke konkret menneskeliv, som overhovedet ikke kan gøres gennemsigtigt og meningsfuldt – og skaber en helt ny mening ud af det. Det enkelte menneske kan vel at mærke ikke skabe den slags totaloverskuelse på egen hånd, det er snarere noget, der melder sig som en nådegave i kraft af det absurde.
(Dansk Litteraturs Historie)