Jeg nægterRomanaf Per Petterson

Pur Petterson

Per Petterson leverer 'en nærmest magisk litteraturoplevelse' i sin niende roman. Den handler om barndomsvennerne Tommy og Jim, der efter en bestemt begivenhed ikke ser hinanden i 35 år, før de en dag tilfældigt mødes på en bro udenfor Oslo. Hvorfor de forsvandt fra hinanden og hvordan deres liv er forløbet afdækkes elegant i 'en sammenhængende fortælling om (blandt andet) svigt, sorg og skyld.' Romanen fænger fra første linje og er sublimt skrevet. 'Det er Petterson, når han er bedst, og så bliver det altså ikke meget bedre.' [Kort referat]

To mænd på en hængebro

En tidlig morgen mødes to gamle venner tilfældigt på en hængebro. De har en kort samtale, som udløser 'en fos af erindringer' og inden dagen er omme formes deres skæbne. Det er 'overvældende' og mageløst gjort af Per Petterson, som skriver lavstemt, fåmælt og ukunstlet 'med en intensitet og prægnans, som skærer igennem alt.' [Kort referat]

Pettersons prisvinder på dansk

Man kan næppe komme 'tættere på et drengesind' end Per Petterson bringer læseren i denne smertefulde roman om to barndomsvenner, der møder hinanden igen efter 30 års adskillelse. Nu er rollerne byttet om, men det er ikke alt i livet, man kan undslippe eller nægte. Per Petterson fortæller dybt, sårbart og insisterende 'så hjertet til sidst er lige så fyldt, som det er tungt.' [Kort referat]

Jamen, for fanden, selvfølgelig kan man nægte

Jim er vokset op i et omsorgsfuldt hjem og Tommy må i afmagt smadre sin voldelige fars knæ med et boldtræ. Man fornemmer hvordan det siden må gå de to barndomsvenner, men da de efter mange år mødes igen, er det Tommy, der er steget til vejrs og Jim, der er sunket til bunds. Hvorfor og hvordan det er gået til er de spørgsmål, der driver Per Pettersons 'pragtstykke af en roman' frem imod den bitre, smertelige ende. Kompositorisk er bogen forførende effektivt skrevet; den springer i tid og mellem personerne – 'Petterson tillader sig det hele. Snart går det lige ud ad Oslovejen, jævnt berettende og klart som vand. Andre gange, og for det meste, følger han bevidsthedens snørklede veje, stort og småt-registrerende, snart fortælling, snart poetisk billede.' Det er mesterligt gjort. [Kort referat]

Dobbeltgængeren

En raffineret roman om to mænd, som mødes efter 35 års adskillelse. De var bedste venner indtil 18-årsalderen, hvor noget skilte dem. Den ene voksede op i et godt og kristent hjem. Den anden i et voldeligt hjem, hvor moderen flygtede fra sin mand og fire børn. Handlingen springer mellem 1966 og 2006, hvor de to mænd mødes igen, og brikkerne langsomt, men uhyre raffineret falder på plads. Hvis man læser bogen i realismens ånd, kan den virke en smule fersk, men ellers er det en 'saftig og mytologisk historie'. [Kort referat]

Rundt om et drengevenskab

På overfladen er historien uhyre enkel, men nedenunder den rørende fortælling om et tæt drengevenskab i en lille landsby udenfor Oslo gemmer der sig en indsigtsfuld 'undersøgelse af hvilke valg, du – og ethvert menneske – må tage her i livet.' Per Petterson skriver 'stilfærdigt, lavmælt konstaterende, nøgternt og så alligevel med en sjælden kraft og troværdighed.' Det er imponerende elegant gjort og 'lykkelig er den læser, der endnu har Petterson til gode.' [Kort referat]

Per Petterson: Jeg nægter

Melankolsk og krads realisme om venskab og skrøbeligheden af menneskelige relationer. Norske Per Petterson er ubetvivleligt god, også i Jeg nægter. Jeg bliver dog ikke helt så fanget, som mange andre læsere tydeligvis er blevet. [Kort uddrag]