men ingen kan alt. Med en 'enhedsmodel' grupperer forfatteren metoderne i tre grundlæggende måder, man kan forholde sig til et barn på: som alvidende, ikke-vidende og delvist vidende voksen.

Modellen skaber overblik i valget af metoder i en dynamisk praksis. Den skærper bevidstheden om, hvornår man gør hvad, og om det virker efter hensigten: demokratisk dannelse, social tilpasning, omsorg og den voksnes vilje. Og den kan anvendes i forhold til alle børn: sunde, omsorgssvigtede og diagnosticerede børn.

Gennem en række eksempler fra miljøterapi, mentaliseringsbaseret terapi, narrativ pædagogik, low arousal, tydeliggørende pædagogik og konsekvenspædagogik viser forfatteren, hvordan der ofte kan være god grund til bevidst at veksle mellem vidt forskellige metoder.

Bogen henvender sig til pædagogstuderende og pædagoger i praksis samt alle andre, der beskæftiger sig med børn og unge.