Denne bog er en undersøgelse af højskolepædagogik i et dannelsesperspektiv. Den er et forsøg på at forstå, hvad en højskole er, ved at se på højskolernes opgave og praksis i et aktuelt perspektiv.

Bogen viser, hvordan højskolen som et pædagogisk sted danner rammen om et fælles pædagogisk liv, der bliver afgørende for, hvorledes højskolernes dannelsesopgave forstås, og hvordan denne udfoldes i en pædagogisk praksis.

'Stedets pædagogik' understreger, at højskolepædagogik på den ene side er en betegnelse for en pædagogik, som udspiller sig på et bestemt sted, og på den anden side at dette sted har en afgørende betydning for det, der sker. Højskolepædagogikken kan med andre ord ikke forstås, uden en forståelse af det særlige sted, den udfolder sig. Bogen består af tre hoveddele, der fra hver sit perspektiv undersøger højskolepædagogikken. Den første undersøger højskolernes dannelsesforestillinger og hvordan disse bliver afgørende for den pædagogiske praksis. Anden del tager afsæt i elevernes højskoleoplevelser og hvordan disse knytter sig til den pædagogiske atmosfære. Den sidste del fokuserer på lærernes beskrivelse af lærergerningen, og ikke mindst hvordan den pædagogiske praksis opleves og forstås hos det der kaldes 'den uprofessionelle lærer'.