velskrivende og veloplagte forfattere ønsker at undgå en kollektiv kortslutning af vigtige spørgsmål om børn og unges liv, om uddannelse og dannelse og om undervisning og skoler som følge af mistrivselsdebattens indtog. De benægter ikke, at der findes børn og unge i mistrivsel med psykiske lidelser, som har brug for hjælp og udredning. De vil ikke lukke øjnene for, at alt for mange børn og unge ikke har det godt. Men de ønsker at sætte fokus på, at samfundet virker som forhekset af en bestemt opfattelse af trivsel og mistrivsel som et individuelt psykisk anliggende, der skal måles, dokumenteres og optimeres. Dét udfordrer forfatterne ved at sætte fokus på fællesskabets betydning og ved at undersøge konsekvenserne af den måde, vi taler om (mis)trivsel på.