Valgslægtskaberne er historien om parret Charlotte og Eduard, der lever i afsondrethed, og hvis ægteskab går i opløsning på grund af tilføjelsen af to andre karakterer: Kaptajnen og Ottilia.

Som ved en kemisk reaktion oplever begge ægtefæller en stærk ny tiltrækning, som også gengældes: Charlotte, der understreger fornuften, tiltrækkes af den intelligente og energiske Kaptajn; den impulsive og lidenskabelige Eduard af den unge, stille charmerende Ottilia. Konflikten mellem lidenskab og fornuft fører til kaos og i sidste ende til en tragisk afslutning. Romanen, der ofte beskrives som Goethes bedste og samtidig hans mest gådefulde, kan ikke tilskrives nogen litterær epoke.

Titlen henviser til Goethes optagelse af naturvidenskab, som diskuteres flere gange i selve teksten. Udtrykket "valgslægtskaber" er lånt fra datidens kemi. Den beskriver en proces, der kan opstå, når to kemiske forbindelser kommer sammen. Hvis affiniteten er tilstrækkelig stærk, adskiller bestanddelene af disse forbindelser sig fra hinanden for at genforene sig med en frigivet partner for den anden forbindelse. Eduard, Charlotte og Kaptajnen overfører den for sjov på deres egen situation. Dermed påpeger de, at titlen også skal forstås i figurativ forstand: Romanen undersøger, i hvilket omfang dens fire hovedpersoner handler på baggrund af naturlovenes nødvendigheder eller ud fra fri vilje. Den danske udgave er oversat af Knud Lyhne Rahbek og udkom i 1811. Den genudgives nu for første gang i en lettere moderniseret udgave.