Steinbeck-klassiker bliver til stor Netflix-serie

En af amerikansk litteraturs største slægtsromaner får nyt liv på Netflix.

Rikki Jørgensen
Steinbeck-klassiker bliver til stor Netflix-serie

John Steinbecks Øst for Paradis bliver til en syv afsnit lang serie med Florence Pugh i rollen som Cathy Ames. Alle afsnit får global premiere på Netflix 1. oktober.

Romanen udkom oprindeligt i 1952 og følger familierne Trask og Hamilton gennem flere generationer i Californiens Salinas Valley. Centralt står kampen mellem godt og ondt og spørgsmålet om, hvorvidt et menneske kan frigøre sig fra sin families arv.

I den nye serie bliver Cathy Ames en af fortællingens bærende figurer. Florence Pugh er både hovedrolleindehaver og executive producer, mens Christopher Abbott og Mike Faist spiller brødrene Adam og Charles Trask.

Rollelisten tæller desuden Ciarán Hinds, Hoon Lee, Tracy Letts, Martha Plimpton, Joseph Zada og Joe Anders.

Netflix oplyser, at serien strækker sig fra den amerikanske borgerkrig til Første Verdenskrig.

Serien er skrevet af Zoe Kazan, som har en helt særlig familieforbindelse til historien. Hendes bedstefar Elia Kazan instruerede filmatiseringen fra 1955, hvor James Dean fik sin første store hovedrolle.

Zoe Kazan har dog ønsket at fortælle en større del af Steinbecks historie end den gamle film. Hun har arbejdet på serien i seks år og forsøgt at give mere plads til blandt andre Cathy Ames og den kinesisk-amerikanske karakter Lee.

I et interview med Vanity Fair fortæller Kazan, at målet ikke har været at gøre Cathy mindre ond, men at gøre hende til et mere fuldstændigt menneske. Serien skal samtidig være tættere på romanens store familiesaga end filmversionen fra 1955.

Danske læsere behøver ikke vente på premieren for at genbesøge historien. Øst for Paradis findes fortsat på dansk i Mogens Knudsens oversættelse. Den aktuelle udgave fra Lindhardt og Ringhof er på 752 sider og kom i sit femte oplag i april 2026.

Netflix-serien får premiere 1. oktober og kommer til at bestå af syv afsnit.