Min ungdoms smukke dageEn jødisk piges KZ-dagbogaf Ana Novac

”Alle forbereder sig til natten. Om dagen ved jeg det godt: Russerne er lige i nærheden. Men om natten forlader min optimisme mig; jeg bliver bange. Natten er tysk, og hvad er jeg over for denne nat? Og hvorfor skulle jeg være den der klarede sig igennem? Vi har ikke engang den dømtes håb: Benådningen. Vi er ikke skyldige, kun skadelige”.

En 14-årig jødisk pige med en blyantstump og en notesbog er blandt de dødsdømte i Auschwitz i sommeren 1944. Hun skriver for at overleve. For at bevare forstanden, hvor barbariet har taget over. Hun skriver om fornedrelserne. Om fortvivlelsen, når livet kan opmåles som afstanden mellem røgen fra krematorierne og kanontordenen fra fronten i det fjerne. Og om de dødsdømtes latter, der bryder frem, når tårerne ikke længere slår til.

MIN UNGDOMS SMUKKE DAGE er et unik vidnesbyrd. En dagbog fra koncentrationslejrene, skrevet blandt de levende døde. Det er en rystende læsning, men også en forunderlig historie om, hvordan en dagbog bliver rammen om en eksistens: Jeg skriver, derfor er jeg. Ana Novac, født i Transsylvanien i Rumænien, død i Paris 2010. Ana Novac blev i 1944 deporteret til Auschwitz og derefter drevet fra den ene lejr til den næste frem til befrielsen i maj 1945.

”Et grufuldt vidnesbyrd.” Weekendavisen

***** ”Min ungdoms skønne dage er en total anbefalelsesværdig bog. Læs den og græd.” MetroXpress

***** ”Ana var en ung kvinde med en stor begavelse, der har efterladt sig denne dagbog fra Auschwitz– den eneste vi har.” Berlingske

***** [hjerter] ”Rystende dagbog fra kz-lejren – skrevet af 14-årig pige … Bogen er som vidnesbyrd et unikum.” POLITIKEN 

"Ana Novacs dagbog menes at være den eneste, der overlevede Auschwitz ... et vidnesbyrd af første rang"– Welt am Sontag

"Ana Novacs dagbog er et rystende dokument, der skildrer det grusomme uden filter, direkte og detaljeret."– Spiegel

"Min ungdoms smukke dage bevidner både den ubegribelige ondskab og den forbløffende godhed, som bor i mennesket. Ana Novac beretter om latteren i Helvede og om Dødens banalitet. Og om hvordan litteraturen kan være en vej til overlevelse."– Deutschlandradio”