Sulpicia er den eneste romerske kvindelige digter fra klassisk tid, der er bevaret hele digte af. Hendes digte er kærlighedselegier fra sidste tredjedel af 1. årh. f.v.t., kejser Augustus’ tid. Måske. Man kender kun til Sulpicias mulige eksistens igennem digtene, og de er bevaret i et appendiks til den mandlige digter Tibuls værk. Ifølge den gængse teori, var Sulpicia en ung kvinde fra en rig patricierslægt med nære forbindelser til kejseren og til alle den romerske guldalders berømte digtere.

I SULPICIA – EN ROMERSK DIGTER oversætter Harald Voetmann de bevarede digte, der tilskrives Sulpicia, og forsøger i sine kommentarer at åbne veje for læsningen, bl.a. at se hendes digte som udtryk for forskellige tilgange til at give plads i kærlighedselegien til en særegen kvindelig stemme. Mange af vejene er blindgyder, for Sulpicias digte fører nemt læseren ud i et vildnis af gætværk og spekulationer. Men alt i alt giver digtene og læsningerne en tilgang til de måder, man kunne - og ikke kunne - være kvinde på i et mandsdomineret samfund som det romerske.