En varm sommerdag i 1992 ankommer den bosniske Miki og hans forældre til en kroatisk flygtningelejr; et tidligere feriecenter i forfald. Miki har voldsomme oplevelser med sig i bagagen, og der er ting, han ikke taler om. Hans helt, storebroren Neno, er i serbisk fangelejr. Men trods omstændighederne, farens forstenede radiolytning og morens sorg på familiens fjorten kvadratmeter, ønsker Miki at tilpasse sig den nye virkelighed. Mens konflikten rykker tættere på, scorer Miki og hans nye venner piger, hører musik og holder bålfester på stranden.
Så bryder krigen mellem kroater og bosniere ud, og forholdet mellem lejrens beboere ændres radikalt. Mikis venner flygter til Sverige. Landet, der har noget så eksotisk som musikbiblioteker, kiler sig ind i hans drømme, men forældrene insisterer på at vende tilbage til det gamle liv i Bosnien.
"Ukulele-jam" er historien om en ung mands selvopholdelsesdrift i nationalismens hadefulde år. En personlig fortælling om at holde fast i hverdagens normalitet i en del af Europa, hvor det tragiske og komiske ofte går hånd i hånd.
Lydbogen er indlæst af Tobias Hertz.
+ Læs mere
Vi er stødt på 6 anmeldelser af bogen "Ukulele-jam" i de 485 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Værd at læse
Alen Meskovic er ”morsom som Nick Hornby” i denne selvbiografiske roman om to år i en kroatisk flygtningelejr. Som ung teenager holdt forfatteren den ubærlige situation ud ved at feste igennem og insistere på, at ’fremtiden findes.’ Den eksistentielle alvor, der skinner igennem humoren, gør indryk. [Kort referat]
Kassettebånd med dødsmetal og etnisk had
Alen Meskovic har et særligt blik for ungdommens ukuelige livsvilje under umulige vilkår, og hans fremragende og temmelig morsomme debutroman om pubertetsdrengen Miki i en kroatisk flygtningelejr kunne meget vel blive startskuddet på en karriere som den store, nydanske forfatter, forlagene i årevis har sukket efter. 'Ukulele-jam' viser "en forfatter, som både har stof, der kalder ham til tastaturet og stilistisk sikkerhed til at forløse det." [Kort referat]
Borgerkrig og rock'n'roll
Alen Meskovic giver et både sjovt og smerteligt indblik i en del af europæisk historie, som de fleste efterhånden betragter som fjern fortid. Men den ’hysteriske, irrationelle nationalisme og det afstumpede, blinde had’ der opstod i Jugoslavien, var konkret nutid i forfatterens tidlige ungdom og danner baggrunden i hans meget fine debutroman. Indimellem bliver bogens ungdommelige tone lidt trættende, men i lange stræk er det en bevægende fortælling om en opvækst i krigstid. [Kort referat]
Populærmusik fra Majbule
Alen Meskovic formidler fint pubertetens turbulente tid og har især en fremragende sans for sprogbrugen blandt de unge eksjugoslaver, som bogen kredser om. Borgerkrigens mørke ekko runger konstant bag teenagetematikken, og bogens hovedperson indfanger med sin 'blanding af skråsikkerhed og skrøbelighed' noget 'tids- og stedstypisk'. "Det er imponerende, slet og ret". Alligevel bliver det lidt trættende i længden at skulle forholde sig til den unge fortællers 'stakåndede diktion'. [Kort referat]
Forbandede ungdom
Debutroman om at være ung i en kroatisk flygtningelejr, om at leve med musik, piger, irriterende forældre og den uvished, som kommer af krigen. Det er det sidstnævnte, der udgør romanens drive; ungdomslivet er skildret ofte før og ofte bedre, men Meskovic kan skrive troværdigt om afstanden mellem et krigsramt samfund og en pubertetsramt knægt. [Kort referat]