+ Læs mere
Jyllands-Posten
Vi er stødt på 10 anmeldelser af bogen "Og sådan blev det" i de 485 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
En fuldkommen fængslende fortælling
Man skal lede længe for at finde en 'mere formfuldendt, humoristisk og talentfuld debutroman' end stregdronningen Maren Uthaugs 'fuldkommen fængslende fortælling om den halvsamiske pige, Risten.' Bogen er en slægtsroman skrevet i et 'uhyre appetitligt sprog' og med en historie og en drilsk humor, der får siderne til at vende sig af sig selv – 'noget så sjældent som en roman, der er følelsesmæssigt engagerende og litterært ambitiøs på samme tid.' [Kort referat]
En fri vejrtrækning
Maren Uthaugs debutroman er særdeles vellykket. Det er en bemærkelsesværdig fin roman om en syv-årig pige fra Norge, som mildest talt har rod i familien. Grundet en vanvittig moster i fjeldet ser forældrene sig tvunget til at få pigen væk fra Norge. Sammen med sin far flytter hun til Danmark, hvor hun vokser op med ham og hans nye danske kone. Som voksen vender hun tilbage til Norge med sin søn for at rydde op i rodet, men hun finder noget deroppe, som hun ikke havde forventet. Forfatteren krydsklipper i tiden, så vi både følger hovedpersonen som voksen og barn. Delmotiver samles til et helhedsbillede, og forfatteren gør meget brug af symbolik. Hendes prosa er stilsikker, og historien er udover det sædvanlige. Alle overvejelser om identitet gøres stærkt håndgribelige i denne historie. [Kort referat]
At få verden til at hænge sammen
'Tegneren Maren Uthaug debuterer med en vedkommende roman' af den slags, der bliver siddende hos læseren længe efter sidste side er vendt. Temaet – at blive rykket op med rode og genfinde sig selv i en ny og anderledes kultur – har forfatteren selv haft inde på livet som født og opvokset i først det nordnorske Sameland og dernæst i Danmark. I romanen ifører hun sine oplevelser med at få verden til at hænge sammen på ny en litterær klædedragt, der brænder igennem. [Kort referat]
Så enkelt, så grumt
Maren Uthaugs debutroman er en overrumplende og 'hjerteskærende fortælling om at blive rykket op med rode.' Historien er fortalt i en stram, bramfri og enkel stil med 'en underliggende ironi og varm humor', der tager brodden af de mest smertelige scener og situationer. Man kan ikke lade være med at holde af den flok 'dysfunktionelle, nosseløse, stinkende, liderlige, ensomme, søgende mennesker', der befolker romanen, som er en af den slags læseoplevelser, man absolut ikke må snyde sig selv for. [Kort referat]
Mellem Sameland og Sønderjylland
Maren Uthaug udtrykker sig nøjagtigt lige så præcist og veldisponeret på skrift, som når hun tegner tændstik-mænd og -kvinder til sin daglige strip i Politiken. Med sin norsk-samiske baggrund har forfatteren desuden alle forudsætninger for at levere en realistisk 'beskrivelse af samemiljøet med dets knive, sprut, spøgelser, underjordiske væsener og filtrede familierelationer.' Kombinationen af fortællemæssig præcision og indsigt i det samiske miljø er sammen med en grum historie om identitet en vellykket opskrift på en flot debutroman. Bogen er 'en velgennemtænkt, velskrevet og godt komponeret fortælling om vores behov for at vide, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.' [Kort referat]
Nordnorsk humor
Hvis man følger Maren Uthaug i hendes daglige comic-strip i Politiken, så kender man hendes evne til kærligt at omfavne 'kvindeligt hverdagskaos.' Nu debuterer den meget humoristiske nordkvinde med en 'rammende og original' roman om en samiske pige Risten, der rykkes op med rode fra det nordligste Norge og omplantes i danske Sønderjylland. Det er en både gribende og underholdende skildring af en ensom barndom. [Kort referat]