Danmark mister sin uskyld, da en selvmordsbomber udløser en sprængladning under en af Tivolis mest populære forlystelser. Ingen tager ansvar for handlingen, og syv måneder senere har politiet stadig ingen spor at gå efter.
Politikommissær Lene Jensen har været en del af den resultatløse efterforskning, men da hun involveres i et dødsfald på Nørreport Station, ser hun pludselig en mulig forbindelse til bomben i Tivoli. Sammen med Michael Sander – eksklusiv privatdetektiv – forsøger hun at trænge til bunds i sagen. Kun for at opdage at nogle ved mere, end de fortæller, og at et nyt angreb i Danmark meget vel kan være nært forestående.
Steffen Jacobsen fik sit store gennembrud Trofæ i 2013, der er den første bog i krimiserien om makkerparret Michael Sander og Lene Jensen. Siden har han skrevet en række af populære spændingsromaner. I 2017 udkom Da blev jeg Døden, en historisk roman om Niels Bohr og atombomben. Hans bøger er solgt til filmatisering og udgivelse i det meste af Europa, USA, Japan, Kina og Taiwan, og han bliver af udenlandske anmeldere sammenlignet med John le Carré, Frederich Forsyth og Jan Guillou.
+ Læs mere
Femina
Vi er stødt på 7 anmeldelser af bogen "Gengældelsen" i de 485 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Hårrejsende terror i Tivoli
Det begynder med en hårrejsende terroraktion i Tivoli og fortsætter så bogen igennem med ’et grusomt kapløb i en sump af hævntørst, paranoia og bedrag.’ Steffen Jacobsens anden krimithriller om politikommissær Lene Jensen og super-privatdetektiv Michael Sander er skrevet ’med et sikkert greb om nuancerne, så det aldrig bliver enkelt, forudsigeligt eller kedeligt.’ Sammenlignet med seriens første bind, Trofæ, er denne en lille smule mindre fantastisk, men det bør ikke afholde nogen fra at indtage denne nye dosis koncentreret spænding. [Kort referat]
Terrormål i Danmark
Et terrorangreb i Tivoli koster flere end tusind mennesker livet. Politiet er på bar bund, men efterforskeren Lene Jensen, som vi har lært at kende i en tidligere historie af Steffen Jacobsen, får øje på en tynd tråd, der muligvis kan hjælpe efterforskningen i gang. Forfatteren har ’en fin fornemmelse for den kombination af handlingsdynamik og sprogligt overskud, der sikrer en helstøbt politisk spændingsroman.’ [Kort referat]
Terrorangreb i Tivoli
I Steffen Jacobsens thriller med politidame/detektivmand-makkerparret Jensen og Sander bliver Tivoli flænset af en terrorbombe. Forfatteren skildrer de efterfølgende dystre uger med så stor troværdighed, at ’man som læser indimellem knibe sig i armen for at huske, at vi faktisk ikke har været udsat for et terrorangreb herhjemme for nylig.’ De to hovedpersoner kommer ved et tilfælde på sporet af bagmændene og må begive sig ud i gråzonen udenfor retsplejeloven for at følge sporet op. Ligesom i seriens første bind er der ’gensidig tiltrækning mellem de to. Det komplicerer ganske vist deres opgaveløsning, men det tilføjer samtidig dynamik og tro på livet i en roman, der af indlysende grunde mest er malet med palettens mørke farver.’ [Kort referat]
Skræmmende scenarier
Steffen ’Jacobsen skriver, så man er tændt, terroriseret og taknemmelig’ i denne hæsblæsende politiske thriller, der spiller på ’den lille angst, der sidder i de fleste vesterlændinge efter de seneste års øgede terrortrusler, 9/ 11 og andre attentater.’ Læseren sidder tilbage med ’høj puls og nedbidte negle.’ [Kort referat]
Danmark under angreb
Hamrende velskrevet thriller om efterforskningen af et terrorangreb på Københavns store klenodie – Tivoli. Forfatteren trykker på de mest uhyggelige knapper i sit ´velturnerede plot´ med den konsekvens, at denne anmelder ikke skal prøve forlystelser lige med det første. [Kort referat]