Fryser jegaf Martin Kongstad

Vi kører mod afgrunden på første klasse

Martin Kongstad skubber sine romanpersoner direkte imod afgrunden i denne 'grotesk morsomme roman.' Nedturen foregår på første klasse og går mest ud over den kreative ditto - som en københavnsk udgave af romerrigets fald med alt hvad dertil hører af orgier, udskejelser og desillusion. Forfatteren har et skarpt blik for de forskellige typer, der befolker historien om en delvist falleret madanmelder, der går til angreb på det monogame parforhold. Han 'kan skildre små situationer, så de fremstår i komisk lys, og han har et livligt billedsprog, der gang på gang kalder på latteren.' Man skal være i stødet til masser af sex og sprut, men 'kan man tåle mosten, så kan man grine med hele den lange vej ned.' [Kort referat]

Punktering af parforholdet

'Årets hidtil bedste danske roman' er Martin Kongstads skarpe og veloplagte hudfletning af 'kunstner-wannabes, kulturradikale og en kulørt buket af andre Kongstad-aversioner.' Romanen begynder med, at Mikkel Vallin, den faste hovedperson i forfatterens indtil videre to skønlitterære bøger, beslutter sig for at give parforholdet kniven. Men da han møder en mere end almindeligt frigjort kvinde glider handlingen over i den velkendte ’dreng møder pige, pige forlader dreng, dreng prøver at vinde pige tilbage’-skabelon. Det betyder dog ikke, at romanen er uoriginal, tværtimod demonstrerer Kongstad 'endnu en gang, at han med sin på en gang poetiske og knivskarpe pen kan skrive røven ud af bukserne på de fleste.' [Kort referat]

Gnidningsløse knald i Tisvilde

Hvis man læser Martin Kongstads anden roman om kulturskribenten Mikkel Vallin som 'den ironiske generations svar på folkekomedien', så er bogen 'hylende morsom' læsning. Men hvis man tror, at handling og persongalleri er repræsentativt for andet end en lille bitte klike omkring Tisvilde i Nordsjælland, så går man galt i byen. Som samfundskritik er bogen harmløs og den grundlæggende idé – at monogami er forældet og at det er sundt for alle at knalde løs til højre og venstre – er sat i scene i et overfladisk univers, hvor alle komplikationer er pakket af vejen. [Kort referat]

Smagsaristokratiet

Martin Konstad har en særlig evne til at lade en understrøm af depression og livslede løbe under beskrivelserne af det gode liv i Tisvilde, som personerne i denne roman nyder sammen med Moët & Chandon og forsøg på fri kærlighed. Hvis man har læst novellesamlingen <a href='/titler/han-danser-paa-sin-soens-grav-martin-kongstad'>Han danser på sin søns grav</a> så kender man hovedpersonen Mikkel Vallin og de hippe typer han omgås, men denne gang kommer vi endnu tættere på deres sårbare og retningsløse mikrounivers. En af 'romanens svagheder er de afsnitslange refleksioner, der mere ligner brudstykker af en kronik i Politiken end skønlitteratur' og en tendens til alt for udpenslede pointer, men kan man ignorere 'disse stavepladebump, er bogen absolut læseværdig.' [Kort referat]

Mere Herdis Møllehave end Henry Miller

Martin Kongstad er 'en intelligent skribent med både skarp iagttagelsesevne og en klumme-agtig træfsikkerhed i formuleringerne,' men denne 400 sider lange roman om parforholdets indbyggede forældelsesfrist er kun delvist interessant. Persongalleriet og problemstillingerne er designet til en lille inderkreds af københavnske medie-, mode- og kulturfolk, som man kan more sig med at identificere, men som romanpersoner er de ret ligegyldige, og efter anmelderens mening er romanens problematisering af seksualiteten i parforhold lige lovlig forsimplet. [Kort referat]

To historier og to hundrede sider for meget

Martin Kongstad er en eminent skribent når han får lov til at kredse på overfladen i kortere stræk. At han ikke er god til det lange seje træk, som en roman er, demonstrerer han med al tydeligheden i denne 'ærgerlige rodebunke', som forsøger at fortælle for meget og for lidt på én gang. Bedst er forfatteren, når han skildrer 'rastløse, utilpasse mænd.' Det gør han på en del af siderne, og så løfter hans debutroman sig, men resten af tiden er det desværre langstrakt monotoni, der dominerer. [Kort referat]

Farvel til parforholdet

Hvis man ikke kender alverden til den kreative klasses sysler i Tisvilde om sommeren, så er det 'ikke ligefrem genkendelsesværdi', der præger Martin Kongstads debutroman. Men anmelderen var alligevel fascineret af denne historie om forfatteren Mikkel Vallin, der 'vil gøre op med det monogame parforhold.' Desuden 'giver bogen et unikt og underholdende indblik i en generation, der går på Floss og Karrierebar i København og tager til fester hos Thomas Blachman.' [Kort referat]