Under Den Kolde Krig i 1960´erne fandt Forsvaret det nødvendigt at ansætte en tophemmelig - og ulovlig - spion. Hans navn var Hans Hetler. En falleret isenkræmmer og anløben aktivist på den yderste højrefløj, der havde lige det, man søgte: stort netværk, skoling fra CIA-kontakter og evnen til at begå sig alle steder. Dertil kom hans ildhu, autoritetstro og æresfølelse.
Men Forsvaret undervurderede Hetlers ego, da de efter års samarbejde skilte sig af med ham - uden hæder. En dag i 1977 afslørede Hetler hele den lyssky affære og skabte en af danmarkshistoriens største politiske skandaler. Hetler blev landskendt, rystede regeringen og fik forsvarsministeren til at gå af. Men han betalte også selv en høj pris i form af fængsel og siden landflygtighed.
I dag ligger Hans Hetler på et sløjfet gravsted ved siden af sin kone, der begik selvmord. Alle spor af manden, der elskede katte, hadede socialister og fik statsministeren dømt i retten, er tilsyneladende slettet.
Denne bog følger Hetlers spor bagud og sammenstykker en sensationel, men også bevægende skæbnehistorie om et excentrisk, sammensat gemyt, der aldrig fandt sin plads i livet. Hetler var en hensynsløs fantast, men samtidig et hjælpsomt og humoristisk selskabsmenneske - en storladen stridsmand, der majede fjender ned, men som til sidst selv blev forladt af det eneste menneske, der stod ved hans side.
Historien bygger på grundig journalistisk research, herunder en række interviews med Hetlers familie, mediefolk og politiske aktører samt en række af Hetlers personlige optegnelser, der ikke tidligere har været offentliggjort.
+ Læs mere
Fyens Stiftstidende
Vi er stødt på 7 anmeldelser af bogen "Hetler" i de 485 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Spionen der aldrig burde hyres
Selv i dag, mange år efter at Forsvarets Efterretningstjeneste i 1969 hyrede den notoriske højregalning og halvparanoide Hans Hetler som hemmelig meddeler, er vanviddet til at tabe pusten over. Løgn og bedrag strakte sig langt op i efterretningsvæsnets system og – ifølge anmelderen – burde selv den daværende konservative forsvarsminister, Erik Ninn-Hansen, have haft en mistanke om, at FE overskred deres beføjelser. Der er mange gode grunde til at læse Frank Toft-Nielsens biografi om manden i centrum af Danmarks største efterretningsskandale – ikke mindst er den 'god at blive forskrækket over.' [Kort referat]
Historien om Hetler
Frank Toft-Nielsens beretning om højre-spionen Hans Hetler, der i samarbejde med to Ekstra Blads-journalister fik væltet en socialdemokratisk minister, er 'regulært underholdende.' Egentlig var han en tragisk skikkelse, som aldrig rigtig fik succes i livet, men forfatteren kobler på fascinerende vis hans historie med 1970'ernes politiske miljø i Danmark og fortæller spændende om perioden. [Kort referat]
En laban fra borgerskabet
I bogen om Hans Hetler får vi et godt billede af FET/PET's arbejdsmetoder og moral eller manglen på samme, og vi får et billede af Hetler som en facist og racist samt et villigt redskab fra borgerskabet til at undertrykke ytringsfriheden og demokratiet. Bogen tegner et godt, men ynkeligt billede af 'det borgerlige demokrati under facaden'. [Kort referat]
Spionen der sladrede
Historien om den storskrydende spion Hans Hetler, som arbejdede ulovligt for Forsvarets Efterretningstjeneste i 1970'erne, er på sin vis aktuel igen i forbindelse med <a href='/titler/storm-orla-borg-carsten-ellegaard-christensen-og-michael-holbek-jensen--3'>Morten Storm</a>-sagen, som har fyldt meget i medierne. Frank Toft-Nielsen føjer dog ikke noget nyt til selve spion-historien, og 'man undrer sig over, at forfatteren ikke har anvendt andre kilder, som f.eks. PET-kommissionens beretning. Uvidenhed eller dovenskab må være forklaringen.' Til gengæld har han en rørende tilføjelse, nemlig forholdet mellem den usympatiske Hetler og hans trofaste hustru, Connie, som fulgte sin mand i tykt og tyndt. 'Her rykker fortællingen, og man føler sig bevæget over hendes loyalitet over for en mand, der mildest talt er svær at fatte sympati for.' [Kort referat]
Ridderen af den kolde krig
Om koldkrigsagenten Hans Hetler var i besiddelse af 'en ganske særlig politisk tæft' eller om han blot var en ordskvaldrende landsbytosse, bliver man aldrig helt klar over, selvom Frank Toft-Hansens velskrevne biografi lader til at have det meste af hovedpersonens tumultariske liv med. Hans Hetler ville have elsket tanken om, at der 20 år efter hans død skulle udkomme en bog om ham, men forfatterens og forlagets slagnummer på bagsiden – 'En af de mest groteske skæbner i dansk politik i det 20. århundrede' - er nok lige at stramme den lidt. [Kort referat]
En sølle spion
Frank Toft-Nielsens bog om Hans Hetler, som i 1960'erne og 70'erne 'brugte sit liv på at genere og bekæmpe venstrefløjen' er velskrevet, men den føjer sig til rækken af biografier, der handler om 'ligegyldige og underlødige personer. Hans Hetler var en sølle amatørspion, der blev udnyttet af et par fjolser fra Forsvarets Efterretningstjeneste og bogen bringer intet nyt til den sag. 'Lad nu glemslens slør sænke sig over tumpen.' [Kort referat]