”Skrædderen” er en helt ny måde at fortælle historie på. Med afsæt i sin oldefar Ulrich Ipsens (f. 1823) lille erindringsbog fortæller forfatteren om 1800-tallet med fokus på håndværk, kunst, åndshistorie, teologi, industrialisering og intellektuelle fejder. Blandingen af det personlige afsæt og de store perspektiver giver, sammen med den litterære stil og de smukke malerier, bogen en unik karakter.
Ifølge med Ulrich Ipsen møder man en lang række personer og temaer, der spillede en afgørende rolle i datiden. Ipsens opvækst i Haderslev er naturligt afsæt for diskussionen af de slesvigske krige, hans skrædderhåndværk åbner for modens udvikling og industrialiseringens udfordring af det klassiske hånd-værk, hans barndomsven Heinrich Hansen, der optages på Kunstakademiet, bliver døren til kunstens verden og de kampe, der bølger fra Guldalderen til Symbolismen, Ipsens ældste søn, Knud Ipsen, foranlediger et omfattende indblik i tidens teologiske og intellektuelle diskussioner, ligesom Georg Brandes og Herman Bang spiller centrale roller i kredsen omkring Knud Ipsen.
Således er det den lille historie og den store Historie, der forenes i ”Skrædderen” og gør den til undertitlens ”En historie om 1800-tallet”.
"Præsten Lisbeth Smedegaard Andersen excellerer med en effektiv genresammenblanding i den læseværdige bog "Skrædderen" om 1800-tallet." Kristeligt Dagblad
"Historien om Lisbeth Smedegaard Andersens oldefar, Ulrik Ipsen, er samtidig blevet et imponerende værk om dansk kulturhistorie i det 19. århundrede (..) Med et af vor tids yndlingsord: Det er stort." ***** Jyllands-Posten
+ Læs mere
Vi er stødt på 4 anmeldelser af bogen "Skrædderen" i de 485 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Skrædderens kulturhistorie
Lisbeth Smedegaard Andersen skildrer i denne biografi ikke blot sin hovedperson, men også hans tid og miljø så livagtigt, at man som læser føler, at man står midt i 1800-tallets København. Det hele fortælles fra skrædderens perspektiv, men dét er også vidt og bredt favnende. [Kort referat]
Skabertrang og Herman Bang
Lisbeth Smedegaard Andersen har stor indlevelsesevne og formår at gøre 1800-tallet levende og nærværende ved at pendulere frem og tilbage over tidens strømninger og centrale litterære skikkelser. Skrædderen er en ”vidende og behageligt fortalt beretning om 1800-tallet.” [Kort referat]
Livsoplysning i grundtvigsk forstand
Lisbeth Smedegaard Andersen kombinerer ambitiøst sin oldefars biografi med et kulturhistorisk indblik i 1800-tallet, og det fungerer fremragende. Gennem den gemene håndværkers øjne skildres periodens væsentlige begivenheder, strømninger og personer med en sjælden, oplyst livagtighed, så det føles som at være der selv. [Kort referat]
Med oldefar på tur
Lisbeth Smedegaard Andersen blander effektivt biografi, historie og skønlitteratur med udgangspunkt i en lille erindringsbog skrevet af hendes egen oldefar, Skrædermester Ulrik Ipsen. Han er den røde tråd i fortællingen, men bogen bevæger sig vidt omkring i 1800-tallets kultur- og dagligliv med beskrivelsen af tidens åndsliv som sproglige og tankemæssige højdepunkter. At Lisbeth Smedegaard Andersen lader sine personer tale nutidsdansk er en lille malplaceret detalje i en ellers fremragende bog, som man bliver meget klogere af at læse. [Kort referat]