+ Læs mere
Jyllands-Posten
Vi er stødt på 4 anmeldelser af bogen "Jerntæppet" i de 485 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Det totalitære mørke
I sit monumentale værk om Jerntæppet og Østeuropas totalitære skæbne efter Anden Verdenskrig leverer Pulitzervinderen Anne Applebaum en både rystende og dybt fascinerende blanding af historieskrivning og historiefortælling. Forfatteren har valgt at fokusere specielt på Polen, Ungarn og Østtyskland i årene fra 1944 til 1956. Det er et valg, som kan diskuteres, men det lykkes til fulde Applebaum at afdække totalitarismens sande væsen og levere en 'alsidig og velfortalt' skildring af terror, menneskeforagt, magtbegær og etableringen af den 'totale kontrol og undertrykkelse.' Der er ikke egentlige nyheder i bogen, men der ligger en kraftpræstation i at samle og perspektivere det allerede kendte stof med så stor indsigt og grundighed. [Kort referat]
Østeuropas ødelæggelse
Det er 'en storslået bog' den amerikanske historiker Anne Applebaum har skrevet om de totalitære regimer i Østtyskland, Ungarn og Polen. Forfatteren trækker på en stor mængde beretninger fra almindelige borgere, der blandt andet beretter om voldsom chikane af så uskyldige organisationer som spejderklubber og foreninger af frimærkesamlere. Også de kommunistiske regimers medløbere kommer til orde og beretter om 'hvordan de meldte sig til tjeneste i det hemmelige politi, som spillede en nøglerolle i kommunisternes ødelæggelse af de østeuropæiske samfund.' Der kunne være blevet læst bedre korrektur og oversættelsen er ikke 100 procent lydefri, men 'det bør dog ikke afholde nogen fra at læse denne prægtige bog.' [Kort referat]
Dengang under kommunismen
Anne Applebaums bog om tilstanden på den østlige side af Jerntæppet har den begrænsning, at den kun beskæftiger sig med en håndfuld udvalgte lande i perioden 1944-1956. Ikke desto mindre er hendes dramatiske og ofte overraskende beskrivelse af den kommunistiske fryseboks en 'meget væsentlig bog.' Og midt i rædslerne har vi den optimistiske trøst, at den totalitære fortryllelse 'pludselig, uventet og dramatisk kan blive brudt' som den gjort i starten af 1990'erne. [Kort referat]
I Stalins skygge
Den amerikanske journalist og forfatter Anne Applebaums detaljerede fortælling om Jerntæppet og 'den kommunistiske magtmaskines anatomi' er 'pligtlæsning for alle, der vil forstå vor egen nutid.' Det er sørgelig læsning, men ikke desto mindre 'en af de bedste bøger, der er udkommet om den østeuropæiske tragedie de sidste mange år.' [Kort referat]