+ Læs mere
Politiken
Vi er stødt på 5 anmeldelser af bogen "Neuengamme" i de 485 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Vanviddet i Hamborg
Fra 1938 til 1945 blev 100.000 sigøjnere, homoseksuelle, jøder og også 6.000 danskere sendt til kz-lejren Neuengamme nær Hamborg. Halvdelen døde på trods af, at lejren ikke var designet til udryddelse, men blot til at vride så meget arbejde ud af fangerne som muligt. I sit næsten ubærlige storværk om Neuengamme fortæller Peter Langwithz Smith nøgternt og klinisk om rædslerne, så de grufulde billeder bliver hængende på den indre nethinde: 'muselmænd, lopper, lus, afføring i sengene, henrettelsespelotoner, tynde, afkræftede børn hængende på kødkroge, afpillede og afkræftede mænd som falder gennem lokumstønden og drukner i fækalierne.' Sådan fremviser man Nazitysklands vanvid i al sin lærerige brutalitet. [Kort referat]
Storværk om umenneskelighed
Historikeren Peter Langwithz Smith fortæller den grusomme historie om kz-lejren Neuengamme i denne 'særdeles læsværdige bog.' Forfatteren kommer hele vejen rundt og slutter med retsopgøret i Tyskland efter Anden Verdenskrig, hvor mange af lejrens SS-sadister 'slap forbløffende mildt.' Bogen er skrevet med 'fornemt overblik og indlevelse' og giver et forstemmende billede af forholdene i lejren, hvor forskellige grupper af fanger bekæmpede hinanden indbyrdes og indirekte lettede deres egne bødlers arbejde. [Kort referat]
Dødens trivialitet
Koncentrationslejren Neuengamme har en særlig plads i dansk besættelseshistorie fordi det var hertil hovedparten af de 6.000 danske kz-fanger blev bragt. Peter Langwithz Smiths bog om denne lejr er yderst detaljeret og giver et godt indblik i kz-systemets betydning for tysk krigsøkonomi i det hele taget. Netop ved at beskrive koncentrationslejren 'et klinisk, nærmest rapportagtigt sprog' bringer forfatteren sine læsere endnu tættere på nazismens frosne maskinrum og 'sjælerå menneskeforagt' end hvis bogen var skrevet i typisk dramadokumentarisk stil. [Kort referat]
Dødens selvforvaltning
Peter Langwithz Smith leverer en solid historisk skildring af én af holocausts største dødsfabrikker, den nordtyske KZ-lejr Neuengamme i nærheden af Hamborg, hvor ca. 50.000 fanger mistede livet under Anden Verdenskrig, heraf ca. 5.000 fra Danmark. Bogen fokuserer blandt andet på fangernes interne hierarki og de såkaldte funktionsfangers afgørende rolle for lejren, idet disse fanger muliggjorde, at SS kunne minimere deres eget personale: Fangerne blev simpelthen de primære forvaltere af deres egen død. Bogen er først og fremmest baseret på sekundærlitteratur, men inddrager også fangernes egne erindringer, og det har samlet set resulteret i en 'bred fortælling' om lejren, der samtidig fungerer som en god introduktion til den eksisterende faglitteratur. Den kan 'anbefales til enhver, der vil vide mere om Neuengamme og koncentrationslejrsystemet generelt'. [Kort referat]