I Thomas Bernhards fjerde selvbiografiske roman Kulden. En isolation er den lungesyge Bernhard indlagt på lungesanatoriet Grafenhof. Hans sygdom forværres af lægesjusk og han svinger imellem oprør og tilpasning i løbet af det lange ophold. Imens løsnes hans bånd til familien, der bliver ramt af et dødsfald hvilket på godt og ondt sætter den unge Bernhard fri.
Uddrag fra bogen
»Siddende på træstubben så jeg mig banke på alle disse husdøre, men der blev ikke åbnet for mig. Jeg var altid blevet afvist, aldrig accepteret, aldrig taget imod. Mine fordringer var aldrig blevet accepteret, mine krav var de mest storhedsvanvittige, krav som et ungt menneske sætter så højt at de ganske enkelt ikke kan accepteres, de mest storhedsvanvittige krav til livet, til samfundet, til alt. Derfor måtte jeg i mit hovmod der gjorde krav på alt, hele tiden eksistere med nakken dukket. Hvordan var det nu det egentlig hang sammen, sagde jeg, altså kronologisk?, hvorefter jeg pakkede alt det som var pakket ind og snøret sammen, ud igen, lidt efter lidt, nu havde jeg den nødvendige ro, og før jeg havde fået pakket alt ud, krigen og dens følger, min bedstefars sygdom, min bedstefars død, min sygdom, min mors sygdom, hele min families fortvivlelse, deres knugende livsomstændigheder, håbløse eksistenser, pakkede jeg det hele ind igen og snørede det til. Men jeg kunne ikke lade denne sammensnørede pakke ligge, jeg måtte tage den med mig igen, og af og til åbner jeg den og pakker den ud, for derefter at pakke den ind igen og snøre til.«
Thomas Bernhard (1931-1989), østrigsk forfatter, hvis værker hører til de betydeligste inden for tysksproget litteratur efter Anden Verdenskrig. Bernhard har skrevet en lang række skuespil og romaner, der ofte behandler problemer ved den moderne civilisation, kultur og tradition. Kulden, En isolation er den fjerde af fem selvbiografiske romaner, som udkom i årene 1975-82. De tre første, ’Årsagen. En antydning’ (da. 2011), ’Kælderen. En unddragelse’ (da. 2012) og ’Åndedrættet. En afgørelse’ (da. 2013), er alle udkommet på Forlaget Sisyfos.
+ Læs mere
Berlingske
Vi er stødt på 5 anmeldelser af bogen "Kulden" i de 485 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Den østrigske patient
I dette fjerde bind af sin selvbiografi fortsætter den østrigske forfatter og dramatiker Thomas Bernhard det opgør med 'et hospitalsvæsen domineret af en rutinemæssig umenneskelighed og lægernes arrogance', som han påbegyndte i tredje bind. Bogen er 'en sort og pinefuld tilføjelse til tuberkulosens litterære lidelseshistorie - 100 tætpakkede siders sortsyn, misantropi og sanatorie-trøstesløshed forvandlet til magisk sprog og ren eufori.' [Kort referat]
Negative tanker
Negativitet er den østrigske forfatter Thomas Bernhards kunstneriske benzin På den ene side er det enerverende, at han side op og side ned intet positivt har at sige om hverken det sanatorium han opholder sig på og om Østrig generelt. På den anden side er det voldsomt underholdende at læse hans skarpe, rammende beskrivelser af alt, hvad der er i vejen med verden. Oversættelsen af denne fjerde af forfatterens fem selvbiografiske bøger er som sædvanlig foretaget med sikker hånd af professor i tysk litteratur, Søren R. Fauth. [Kort referat]
Glasflaskespytterne
I fjerde bind af Thomas Bernhards selvbiografi bliver han indlagt på sanatoriet Grafenhof, og bogen er 'et dystert studie i tuberkulosens sociale hakkeorden.' På trods af al elendigheden er det både opløftende og fascinerende læsning, og det skyldes tekstens nærvær. Bernhards uforlignelige stemme binder alle hans tekster sammen til én stor kværnende monolog. Godt nok skal monologen doseres, men så kan man også sagtens blive afhængig af den. [Kort referat]
Her er kun kulde
Det påtrængende spørgsmål i Thomas Bernhards selvbiografiske bogserie er: ’Hvorfor ikke bare give op, lægge sig selv til at dø, der er jo mildest talt grunde nok?’ Igen i dette fjerde bind er forfatteren indlagt på et sanatorium med sygdom og død og medicinsk inkompetence hele vejen rundt. Bogen er ikke helt lige så rørende som de tre foregående, men den giver ’et grusomt indblik i, hvordan sygdom og kunst er uløseligt forbundet i Bernhards univers. Og Bernhard er på trods af sit sortsyn, nej, på grund af det, en stor humorist, tag ikke fejl af det.’ [Kort referat]
