+ Læs mere
Berlingske
Vi er stødt på 8 anmeldelser af bogen "Om mørke" i de 485 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Så sårbar som muligt
'Smukke, sarte, skrøbelige, stærke, kejtet yndefulde kunstneriske frembringelser' af Josefine Klougart, som endnu engang flytter på grænserne for hvor vidt forskellige tekster, der kan bringes sammen i en bog i tillid til, at læseren bidrager med at tyde mønstrene. Kunstnerisk har Josefine Klougart en del til fælles med Inger Christensen – både i stil og den opfattelse, at krop og bevidsthed er to sider af samme sag. 'Negligerer man kroppen, forsvinder tanken' og 'Det er med sproget, at jeg overlever,' skriver hun klogt. [Kort referat]
Mørke kræver lys
Josefine Klougarts fjerde roman – eller rettelig en itusprængt bastard af genren – kan umiddelbart fremstå som svært tilgængelig, men i virkeligheden er bogen ganske umiddelbar. Man skal blot forsøge at sanse i stedet for at følge med i en traditionel dramaturgi eller kronologi. Gør man det, vil enhver spirende læsertræthed øjeblikkeligt sendes på retur af Klougarts rytme og stærke, stærke billeder. [Kort referat]
Og hver dag går verden under
Josefine Klougarts 'sprog er så smukt, at det næsten er for meget.' Bogen er næppe en roman – dertil er det narrative for meget i opløsning – men snarere 'en gennemsigtig strøm af ord og stemninger.' Her og der er der 'åbninger, hvor sammenhænge med lykkelig indsigt erkendes' men andre steder åbner ordene 'en mørk slugt, hvor det hele forsvinder i tab og smerte.' Faren for at læseren bliver udelukket er overhængende, men Josefine Klougart er stadig en søgende, seende, vandrende forfatter, og når hun finder sit rette litterære hjem og inviterer indenfor, så kommer de store priser, som hun endnu kun er blevet nomineret til. [Kort referat]
Fucking smukt
Josefine Klougart skriver 'fucking fremragende' og hun bliver bedre for hver bog. Men denne anmelder ville ønske, at hun ville kombinere sin fantastiske sprogbegavelse med en fremadskridende historie i stedet for – som i dette 'brogede sammensurium af sansninger' – at hoppe prætentiøst på stedet. Sikke en fest det kunne blive, hvis også læseren blev inviteret med. [Kort referat]
Det mørke selv
Josefine Klougart spiller på 'hele det eksistentielle klaviatur, tyst og larmende' i denne meget introverte prosabog. Hun skriver 'godt og strømmende,' men det generer anmelderen, at forfatteren tilsyneladende ikke er interesseret i at invitere læseren indenfor i sit univers. Der er noget tilsløret abstrakt og en kunstfærdig, konstrueret tyngde over Klougarts tekster – 'næste gang må hun gerne udvide sin horisont.' [Kort referat]
Nysselige nullermænd
Josefine Klougarts 'glimtvise, fint grænsende til forfinet formulerede sansninger og sammenligninger' i denne hendes fjerde roman 'gør den æstetiske nydelse større, men egentlig ikke kedsommeligheden mindre.' For der er noget 'julepynt på ligusterhæk' over forfatterens 'netværk af små scener og iagttagelser.' Hvis hun dog bare ville være lidt – eller meget – mere legesyg, som når hun om en alkoholisk fætter skriver, at 'han har lavet romtopf af sine indre organer.' Den slags 'boblende giftigheder' gør både ondt og godt, men der er for langt mellem snapsene. [Kort referat]
Eftertænksomme historier
Josefine Klougart er tilbage med en samling 'eftertænksomme historier,' der veksler mellem konkrete episoder, filosofiske tanker og rene stemninger. 'Mange af forfatterens ideer er yderst tankevækkende, og man kan spekulere længe over bogens mange små og store spørgsmål.' [Kort referat]