Bind 1 af Bent Jensens Ulve, får og vogtere omhandler de trusler og udfordringer, Danmark og landets demokratiske institutioner stod over for: den militære trussel fra Sovjetunionen og Warszawapagten; de ideologiske udfordringer fra Danmarks Kommunistiske Parti, SF og Venstresocialisterne, den stalinistiske fredsbevægelse i 1940-1950’erne, den marxistiske kulturrevolution i 1960-1970’erne, den anden fredsbevægelse i 1980’erne samt de trusler, som den sovjetiske spionage, desinformation og meningspåvirkning udgjorde – herunder den, der blev udført af danske statsborgere.
Bind 2 beskriver de foranstaltninger, det danske demokrati traf for at afværge såvel truslerne fra Øst som udfordringerne fra danske østsympatisører: det militære forsvar, den danske "ikke-provokationspolitik" i forhold til Kreml, de danske efterretningstjenester og deres indsats, private antikommunistiske organisationer og det folkelige Danmarks stilfærdige modstand. Endelig behandles Socialdemokratiets forvandling i Den Kolde Krigs sidste periode, årsagerne hertil og konsekvenserne heraf.
Ulve, får og vogtere bygger på et omfattende trykt og utrykt materiale fra en række danske og udenlandske statslige og private arkiver, hvoraf en stor del kommer til anvendelse for første gang i dansk historieforskning.
Ulve, får og vogtere skildrer, hvordan Danmark under Den Kolde Krig stod mellem et kulturelt, politisk og økonomisk tilhørsforhold til Vesten på den ene side og frygten for den geografisk nærliggende totalitære supermagt på den anden side.
+ Læs mere
Fyens Stiftstidende
Vi er stødt på 7 anmeldelser af bogen "Ulve, får og vogtere" i de 485 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Måske ikke hele sandheden, men næsten
'Lad det være sagt med det samme. Bent Jensens værk er en kraftpræstation. I sit ambitiøse forsøg på at afdække sandheden' om Danmark og danske politikere, journalister, græsrødder og opinionsdannere under den kolde krig kommer Bent Jensen vidt omkring. Bogen er temperamentsfuld og gløder sine steder af vrede, men der er også humor og sort ironi. 'Ingen læser efterlades i tvivl om, hvad Bent Jensen mener, og hvor han står, men subjektiviteten er gennemsyret af et imponerende dokumentationsarbejde med tilhørende analyse. Det er historieskrivning af en karat, der er usædvanlig for vore breddegrader.' [Kort referat]
Mod al sund fornuft
Bent Jensens 1.506 sider store værk om Den Kolde Krig i Danmark er 'engageret historieskrivning på højt videnskabeligt plan og formidlet, så enhver, der vil, kan være med.' Tidligere statsfinansierede undersøgelser af samme emne – DIIS-rapporten og PET-udredningen – blegner ved siden af som mangelfulde, udglattende og harmonisøgende. Først med dette fornemme værk får vi en vægtig historiefaglig vurdering af, hvad der egentlig var på spil under Den Kolde Krig, og det er 'chokerende og uhyggelig læsning.' [Kort referat]
Den subjektive kolde krig
Historie er et fag, hvor der ikke er et endeligt facit. Valg og fravalg af kilder er afgørende for hvilket resultat man ender med. Det er Bent Jensens nyeste værk om den kolde krig et godt eksempel på, men dette ændrer ikke ved, at han har skrevet en veloplagt bog baseret på en 'solid og saglig bund af viden af forskning'. På trods af dette er bogen også gennemsyret af Jensens egne meninger og han går en fin balancegang mellem fakta og egne holdninger, der uden tvivl vil provokere nogle. I sidste ende giver det en bog der er 'velskrevet, veloplagt, øretæveindbydende, skarp og klar i mælet.' [Kort referat]
De kolde kapitalister og de varme røde
Bent Jensen, som ofte har ladet sit temperament løbe af med sig, er blevet bedre til at holde sig i skindet. I disse to 'meget underholdende og informative' bøger om de militære, ideologiske, kulturelle og politiske områder under Den Kolde Krig lader han kun 'antydningsvist skinne igennem, hvor irriteret han er på mange af de mennesker, som prægede Danmark' i perioden. Det er også en langt mere effektiv og udleverende strategi at servere fortidens tåbelige udtalelser med pokerfjæs. Dette digre værk sætter navne på og 'der er nok af absurde eksempler at tage af.' [Kort referat]
Den kolde krig som nuancefrit område
Med dette grundige men også unuancerede kæmpeværk om den kolde krig rejser Bent Jensen 'grundlæggende det spørgsmål, om der er holdninger, som ikke er legitime i et demokrati.' Forfatteren er ikke i tvivl om, at de rigtige holdninger fandt man hos de borgerlige partier mens man hos store dele af venstrefløjen gik verdenskommunismens ærinde. Forfatteren er heller ikke karrig med at udpege og navngive. SF's formand Gert Petersen er han tæt på at udnævne til landsforræder og radikale og socialdemokratiske politikere som Sven Skovmand, Ole Espersen og Lasse Budtz modarbejdede ifølge Bent Jensen aktivt Danmarks og vore NATO-partneres interesser. Bogen er veldokumenteret med fyldige noter, men forfatteren udvælger og fremhæver med stor subjektivitet, som når han – uvist af hvilken grund – markerer afslag på brug af visse dokumenter med et rødt hammer og segl-symbol. Mener han i ramme alvor, at det er offentligt ansatte kommunister, der nægter at afklassificere materialet? På den måde går forfatteren i vejen for sig selv. 'Havde han skrevet denne bog knastørt og med færre værdiladede tillægsord, havde selv hans værste kritikere været nødt til at tage ham seriøst.' [Kort referat]
Kold krig anno 2014
Den helt eklatante fejlslutning i Bent Jensens 'monomane opgør med hele den danske venstrefløj' er, at man gjorde sig skyldig i landsskadelig virksomhed hvis man ikke uforbeholdent bakkede op om 'den amerikanske oprustning,' som i forfatterens nationalkonservative tolkning havde æren for Sovjetunionens kollaps i 1990. I bogens forsimplede optik kan græsrødder som eksempelvis den danske fredsbevægelse 'kun være naive redskaber i fjendtlige magters hænder' – det er en fælt skuffende analyse og 'efter endt læsning er det svært at drage anden slutning, end at værkets forfatter med alle sine fordømmelser har forvildet sig så langt ud på det polemiske overdrev, at sagligheden er gået tabt.' [Kort referat]