+ Læs mere
Vi er stødt på 7 anmeldelser af bogen "Det godes pris" i de 483 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Til øllet
Det er lige smart nok, at skrive under et hemmelighedsfuldt pseudonym og lade sin bogs handling mime en kendt statsminister-skandale, der rullede for nogle år siden. Men det virker jo efter hensigten, for Christian Tornbakkes bog bliver anmeldt og omtalt og skiller sig derved ud. Tricket ville have givet bagslag, hvis produktet var ringe, men 'Det godes pris er en krimi, som er fermt skruet sammen, man hænger villigt på, og plottet er ok og sammenhængende.' Sproget er professionelt og man fornemmer, at den forfatter, der gemmer sig bag teksten kan endnu mere, men denne gang har været tilfreds med at banke en solid lille krimi sammen. [Kort referat]
Statsminister på spanden
Under pseudonymet Christian Tornbakke har en eller anden mere eller mindre kendt dansk forfatter skrevet en ganske ferm og usandsynlig knaldroman om en kvindelig statsminister i store problemer. Glem alt om Helle Thorning-Schmidt. På trods af en overfladisk lighed er bogen ikke en nøgleroman om Socialdemokratiets nuværende leder, men blot en gang hurtigt læst og hurtigt glemt 'kulørt underholdning med statsministerligheden som et litterært gimmick.' [Kort referat]
Gucci-Ellens dunkle fortid
Hvis denne bog havde været en velskrevet spændingsroman og ikke en 'klichékværnende tomgangsmaskine', så skulle den ukendte forfatter nok være kravlet ud af sit pseudonym-skjul på et tidspunkt, men da det ikke er tilfældet, gætter anmelderen på, at Christian Tornbakke forbliver i flyverskjul resten af livet. Forfatteren 'udviser fuldkommen mangel på fornemmelse for spændingsgenren. Som en dårlig gøgler kaster han en hel favnfuld bolde op i luften i hver sin retning og griber kun med nød og næppe et par af dem,' og den ene ligegyldighed afløser den anden. [Kort referat]
Slår plat på Helle
Forfatteren til denne såkaldte spændingsroman gør klogt i aldrig at springe ud fra pseudonym-skabet. Bogen er et makværk, som forsøger at gøre sig interessant ved at have en kvindelig socialdemokratisk statsminister i hovedrollen. 'Hun hedder ganske vist Ellen Wilson Koch i bogen, men allerede 10 sider inde er læseren ikke i tvivl om' at hun lige så godt kunne have heddet Helle Thorning-Schmidt. Forhåbentlig lykkes det ikke at booste salget med det nummer, for bogen er 'hæsblæsende og skinger' og 'det er falsk markedsføring at kalde bogen en spændingsroman.' [Kort referat]
Hvem har skrevet den?
Denne anmeldelse blev skrevet inden Jens Christian Grøndahl afslørede sig selv som forfatteren bag pseudonymet Christian Tornbakke. Anmelderen var lidt irriteret over den ufrivilligt gætteleg hun var udsat for under læsningen, men anbefaler alligevel denne politiske thriller varmt. [Kort referat]
Pikant statsminister
Der er 'masser af højspændt action' og et meget genkendeligt persongalleri i Christian Tornbakkes roman om en kvindelig statsminister, der kommer i klemme i en afpresningssag og må have sin journalist-ekskæreste til at hjælpe. [Kort referat]