+ Læs mere
Berlingske
Vi er stødt på 6 anmeldelser af bogen "Rosinkongen" i de 485 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Litterært hattrick
’En original og magisk fortælling’ om den svenske regnormeforsker Gustaf Eisen, der ’var ven med August Strindberg, korresponderede med Charles Darwin, og interesserede sig passioneret for blandt andet kunst og kunsthistorie, arkæologi, antropologi, agronomi, gartneri, historie, geografi, kartografi, rosiner, George Washington samt hvirvelløse havdyr.’ Fredrik Sjöberg holder sig ikke strengt til sin hovedperson, men introducerer også mange andre spændende personligheder foruden store lunser fra forfatterens eget liv med svirefluer og skattejagter i støvede arkiver. [Kort referat]
Fra regnormenes liv
’At den uhyre sjældne flueart Callicera kan optræde på samme side som Strindberg’ er kendetegnende for Fredrik Sjöbergs medrivende fortællestil, der viser, at litteraturen formår at ’skabe sammenhæng i det tilsyneladende sammenhængsløse.’ Om den svenske regneorme- og rosinforsker Gustaf Eisen, som denne tredje bog i hans ’vidunderligt aparte trilogi’ handler om skriver han, at han var ’et puslespil med alt for mange brikker.’ Men netop i sådan et spil er Sjöberg i sit es. Og ’derfor er bogen også en original, svimlende oplevelse – og ét langt medrivende forsvar for fordybelsen, eventyret og litteraturens kraft.’ [Kort referat]
Den røde tråd som gordisk knude
Den røde tråd i Fredrik Sjöbergs romanbiografi om rosin- og regneormeforskeren Gustaf Eisen er tyndslidt og minder mest af alt om en gordisk knude, som læseren selv må forsøge at sno ud. Men det er netop det fremragende ved Sjöbergs stil, at han kan lade beretningen stritte i alle retninger uden at læseren får spat. Hvis der er et dybere budskab i historien om Gustaf Eisen og alle de andre mærkelige mennesker, som forfatteren inddrager, så er det: ’Gå fuldt ud efter, hvad der interesserer dig, så får du et interessant liv. Og nogle gange måske oven i købet en karriere! Og: Der er ingen rød tråd i livet - men du kan altid finde på én.’ [Kort referat]
Nørdernes hævn
Kan historien om en svensk regneormeforsker, som i 1800-tallet rejser til Californien og studerer rosiner være en sexet læseoplevelse? Ja, når forfatteren hedder Fredrik Sjöberg, så får man masser af ’aha-oplevelser, finurlige sproglige opbrud og sammenhænge. Denne bog er simpelthen nørdernes hævn,’ og anmelderen er forelsket i både Rosinkongen og dens forfatter. [Kort referat]