Agnete Braad (f.1976) er cand.mag. i idehistorie.
Hendes debutbog, "Som om hun bare lagde røret på og forsvandt", er en roman om den unge kvinde Agnetes forhold til sin mor, der er præst, og som 60 år gammel pludseligt rammes af livstruende kræft, mens Agnete venter sit første barn. Nyt liv og truslen om forestående død bliver det felt Agnete skal navigere i igennem de kommende, alt for korte måneder, hvor hun må dele sin mor med menighed, tilløbere og godtfolk.
"Som om hun bare lagde røret på og forsvandt" er en roman med afsæt i virkeligheden om mødre og døtre, og om hvordan liv og død spejler hinanden og knyttes sammen i uforudsigelige mønstre. Om at miste en elsket, men også vinde livet. Fortalt med overskud, humor, og uden malice.
+ Læs mere
ALT for damerne
Vi er stødt på 10 anmeldelser af bogen "Som om hun bare lagde røret på og forsvandt" i de 485 aviser, blogs og andre medier, vi følger. Find citater, links og korte uddrag herunder.
Teologiens Pippi Langstrømpe
Agnete Braads roman om sin mor, Anne Braad, er velskrevet og ’fortæller noget alment rørende om et mor-datter-forhold.’ Bogen handler om forsoning og om at være højgravid og håbe på, at barnet når at komme, før moren forsvinder endeligt. Hun døde i juli 2008, men har nu fået et smukt efterskrift. [Kort referat]
Voldsomt rørende
Agnete Braads portræt af sin mor, præsten Anne Braad, er ’voldsomt rørende.’ Bogens handler dog primært om forfatteren selv, som bliver gravid samtidig med at hendes mor bliver syg af kræft. Det er en absurd sørgelig situation, som desværre bliver fortalt med for stor vægt på ’uvedkommende oplysninger og private dramaer.’ [Kort referat]
I plus og minus på samme tid
Med lige dele humor og alvor beskriver Agnete Braad den sjælerystende tid, da hun blev gravid og hendes mor samtidig fik konstateret kræft. Det er en ’tindrende fin bog’, rørende, nøgternt og ukunstlet skrevet, men spørgsmålet er, hvorfor forfatteren kalder teksten for en roman, når indholdet efter alt at dømme er næsten 100 procent selvbiografisk? Læst som selvbiografi virker den i hvert fald ’endnu mere indtrængende.’ [Kort referat]
Mor er den værste i verden
Agnete Braad ser tilbage på ’savn og skuffelser i barndommen’ på grund af sin mors udfarende engagement og næstekærlighed, som paradoksalt nok efterlod et tomrum på hjemmefronten. Forfatteren skriver med følsomhed, men anmelderen savner en dybere analyse af Agnete Braads reaktion på Anne Braads pludselige sygdom og død. [Kort referat]
Hensyn med hensyn på
Agnete Braad dumper i adskillige af de fælder, der er sat op for forfattere, som forsøger at skabe en personlig tabshistorie om til skønlitteratur. Først og fremmest skinner sentimentaliteten lige igennem på trods af forfatterens forsøg på at dække sig ind med et kækt sprog. Måske skulle Agnete Braad i stedet have skrevet en terapeutisk fagbog om at miste sin mor - den ville have været interessant for mange andre end familie og venner. [Kort referat]
Dødens suttebrikker
Agnete Braad debuterer med denne selvbiografiske roman, der er stærkt hæmmet af, at det selvbiografiske fylder alt for meget og det litterære alt for lidt. Historien handler om det sammenstød mellem liv og død, som indtræffer, da fortælleren bliver gravid og hendes mor samtidig får konstateret kræft. Dette klassiske gymnasielitterære sammenstød er dog langt fra nok til at give fiktionen vinger, og der er alt for meget fyldtekst, som ikke fører nogen vegne hen. [Kort referat]
Historien om en mor
Agnete Braads biografiske roman om sin mor, den kontroversielle Nørrebro-præst Anne Braad, handler i høj grad om morens død i 2008, men det er ikke ’en tung og sorgtynget bog, Agnete Braad har skrevet.’ Anne Braad var et bramfrit og omfavnende menneske og paradoksalt nok netop derfor langt fra en perfekt mor for sin datter, men bogen er fuld af kærlighed og tegner ’et smukt og værdigt portræt af en mangesidig, farverig personlighed.’ [Kort referat]
På grænsen mellem det private og det almene
Agnete Braad balancerer på grænsen mellem det private og det alment interessante I denne på mange måder ‘bevægende roman’ om sin mor, præsten Anne Braad, der – forstår man – ikke altid prioriterede sine egne børn over sognebørnene. Forfatteren holder balancen og formår at gøre sit ’personlige konfliktstof’ vedkommende for læseren. [Kort referat]
Gribende debut
Man både griner og græder over Agnete Braads poetiske og gribende portræt af sin mor, der blev ramt af kræft samtidig med at forfatteren var højgravid. Døden skildres i denne imponerende debutroman med befriende humor og sans for den sigende detalje. [Kort referat]
